100 år på havet

Rejekutteren ligger på land ved Nuuks Værft. 

Kulden har sat sig, og sneen har dækket jorden som en tung dyne. På dækket står to mænd, der har tilsammen brugt et århundrede på det grønlandske farvand. Det er Jens Tobiassen og Lars Mathæussen, begge fra bygden Saqqaq, nord for Ilulissat på sydsiden af Nuussuaq-halvøen ud mod Vaigat.

Jens’ hånd hviler halvt bøjet mod rælingen. Den er fast, men fingrene kan ikke rette sig helt ud - årene med net, tovværk og kulde har sat deres spor. Han var 14 år, da han første gang gik om bord i en rejekutter den 17. august i 1971.

- Rejekutteren tilhørte min far, som siden er gået bort. Siden da har havet været min arbejdsplads, fortæller Jens Tobiassen.

Lars står lidt til siden, hænderne hviler også mod den kolde ræling. Han var selv 17 år, da han første gang gik om bord på rejekutteren sammen med Jens - den samme kutter, som Jens’ far ejede. Jens havde allerede taget roret som kaptajn året før, blot 16 år gammel.

- Vi har ikke altid arbejdet side om side, men gennem årene mødtes vi igen og igen. I dag er vi begge bedstefædre, og vi sejler stadig, siger Lars Mathæussen.

I videoen herunder sætter Lars og Jens ord på de følelser, der følger med livet på havet:

De begyndte som unge drenge i 1970-erne, længe før moderne GPS og ekkolod blev hverdag. Dengang blev positioner husket i hovedet, og fangsten fundet ved at læse strømmen, dyrene og havet.

- Vi brugte hjernen og følelserne. Vi brugte ikke moderne udstyr, men alle vores sanser og vores fysiske muskler, fortæller Lars Mathæussen.

De har set havisens uforudselighed, sæsoner ændre sig og kvoter, der bliver reguleret. For dem er fiskeri ikke bare et erhverv. Det er en arv. En måde at forstå verden på.

Klimaets tydelige aftryk

Gennem et halvt århundrede på havet har Jens Tobiassen og Lars Mathæussen mærket klimaets forandringer i kroppen - i isens fravær og i sæsoner, der ikke længere følger deres gamle rytme. 

- Klimaet har forandret sig markant i forhold til før. Dengang i slutningen af oktober lå der som regel allerede ny havis. Nogle år kunne man endda begynde at køre med hundeslæde på den tid. Men i dag er vejret meget svært at forudse, fortæller Jens Tobiassen.

Klimaforandringerne har både negative og positive konsekvenser for levemåden i Grønland, mener de.

- Vores fiskere er meget aktive, især i de vintre hvor kulden ikke stopper os. Tidligere kunne havisen lukke helt af, så vi slet ikke kunne fiske. I dag er der vintre, hvor vi kan arbejde uden at blive forstyrret af isen. Men vejret ændrer sig hele tiden her i landet. Livet kan være hårdt på grund af både havet og luften, fortæller Lars Mathæussen.

Han peger samtidig på, at naturens rytme stadig svinger.

- Nogle gange forsvinder sælene, og nogle gange forsvinder fiskene. Men de kommer altid tilbage, og livet går videre. Hvis man vil leve på den måde, skal man være forberedt på de konsekvenser, forandringerne kan få, siger Lars Mathæussen.

Skyerne som DMI

Ud over klimaforandringerne peger fiskerne også på den mere avancerede og moderne teknologi. Den har mange fordele, men efter deres mening har den samtidig gjort vejret mere uforudsigeligt.

- Jeg gider nærmest ikke kigge på vejrudsigterne længere. Før kiggede man bare på skyerne, så vidste man, hvordan vejret ville blive. I dag synes jeg, det er blevet sværere, der er så mange forskellige vejrapps, og de siger ikke altid det samme, siger Jens Tobiassen.

En anden markant forandring er, at risikoen for ulykker ifølge dem er vokset, end den var før i tiden.

- Efter min mening er risikoen for ulykker større i dag. Mange bruger tid på mobilen og sociale medier, også mens de er på arbejde. Før var fokus samlet om havet og opgaverne, fortæller Jens Tobiassen.

Når opmærksomheden flyttes, kan det få konsekvenser, især i et erhverv, hvor sikkerhed afhænger af, at man er fuldt til stede.

- Det bliver aldrig helt ufarligt at sejle. Man skal hele tiden være på vagt, siger Lars Mathæussen.

Selvom arbejdet kræver koncentration og årvågenhed, opstår der også øjeblikke, hvor skuldrene sænkes og latteren får lov at fylde dækket, især når motoren er slukket, og havet ligger stille omkring dem.

I videoen herunder fortæller de en sjov anekdote fra en af de mange sejlture på havet:

Far som søfartsskole

Jens Tobiassen og Lars Mathæussen har begge gået på Skipperskolen i Nuuk. 

Da de voksede op, var fiskeriet stadig præget af traditioner, der rakte generationer tilbage. Mange arbejdede i mindre både og joller, hvor det vigtigste redskab var erfaringen, ikke teknologien. Man lærte havet at kende gennem hænderne og gennem de ældres fortællinger. Alligevel begyndte moderniseringen at gøre sit indtog allerede i 1960-erne.

Mens større kuttere og nye produktionsanlæg langsomt vandt frem i 1960-erne og 70-erne, stod Jens Tobiassen som ung dreng på dækket i farens rejekutter og lærte arbejdet fra bunden.

- Min far vækkede mig tidligt om morgenen, da jeg var omkring ni år. Han sagde, jeg skulle lave havregrød, og så sad vi og spiste sammen over for hinanden. Så tog han ud at sejle og sagde, at jeg skulle ordne nogle garn, der blev brugt til rejefiskeri. Jeg elskede det, husker Jens Tobiassen.

Alt for hurtigt blev det tid til skole, og det var ikke det, Jens så mest frem til. For det var morgenerne med faren og arbejdet omkring garnene, der trak. Det var der, omkring niårsalderen, at faren begyndte at lære ham fiskeriets rytme og ansvar, næsten som om han allerede dengang vidste, at sønnen en dag ville gøre havet til sit liv.

Lars Mathæussen forlod også folkeskolen tidligt.

- Jeg var 14 år, og dengang var rejefiskeriet mit fokus. Men rejerne har ikke altid fyldt det hele gennem årene, siger Lars Mathæussen.

Da de blev færdige på Skipperskolen i Nuuk, gik de to unge mænd hver til sit. Alligevel har deres kurs igen og igen krydset hinandens spor. De er vokset op med havet som legeplads og læremester. Det grønlandske farvand har aldrig bare været en arbejdsplads, men et kald. De har givet deres liv til fiskeriet – i storm og stilhed. 

Sammen er de levende vidner til forandringen: fra jollefiskeriet tæt på kysten til de større rejekuttere, fra håndens erfaring til moderne teknologi. Men midt i udviklingen er noget forblevet det samme - respekten for havet og den viden, der blev givet videre.