Whistleblowere: Vi er drænet for energi

Det har været en ualmindelig hård og kostbar proces at få overbevist de ansvarlige i KNI om, at der blev begået regnskabsfusk i det selvstyreejede selskab, fortæller de tre whistleblowere, der var årsag til, at skandalerne for alvor blev afdækket.

Offentliggjort

Dorthea Olsen Rasmussen, Anemarie Schmidt Hansen og Hans Peter Lynge-Larsen skulle kæmpe en usædvanlig hård kamp for at blive taget alvorligt, så de kritisable forhold i KNI blev afdækket, og som foreløbig er endt med en politianmeldelse, bortvisninger og en nedjustering af egenkapitalen med 112 millioner kroner.

- Sved, tårer, sygdom og en enorm psykisk belastning. Ja, vi er alle tre fuldstændig drænet for energi i dag, siger de tre samstemmende om processen, der foreløbig har taget to og et halvt år.

Dorthea Olsen Rasmussen understreger:

- Hvis ikke vi havde haft hinanden at støtte os til, ja, så var jeg for længst knækket.

Regnskabsmanipulation bevidst

Set i det lys er det en kæmpe lettelse, at det nu er blevet bevist, at der igennem flere år har fundet en bevidst regnskabsmanipulation sted i selskabet, og at den administrerende direktør er blevet bortvist for at stå bag sexchikane.

- Det blev jo en unødvendig lang proces, hvor vi ramte muren alt for mange gange. Det var vi ikke forberedt på. Vi troede jo, at vore anklager ville blive taget alvorligt af bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen, men vi skulle igennem en ualmindelig lang proces, hvor vi blev tvunget til at politianmelde selskabet og inddrage en lang række partiformænd, øvrige politikere og Sermitsiaq, før uvildige øjne blev sat på sagen, siger de tre, der vil rose de kvinder, som politianmeldte Peter Grønvold Samuelsen.

- Disse kvinder har vor fulde opbakning, da vi kender den dårlige ledelsesstil og magtmisbrug, der er udøvet.

Politisk pres

Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede har takket whistleblowerne for deres mod, så der blev ryddet op i selskabet.

- Mútes udmelding har betydet ufatteligt meget for os. Og det glæder os, at han i Sermitsiaq.AG har sat topledelsen i KNI på plads, og slået fast med syvtommersøm, at det var et politisk pres, der i sidste ende tvang bestyrelsen til at gennemføre en uvildig undersøgelse, siger de, og henviser til Lars Borris Pedersens udtalelse til KNR den 24. november, hvor han udtrykkeligt afviser behovet for en yderligere undersøgelse.

- Af gode grunde har vi ingen tillid til den daværende bestyrelse med Lars Borris Pedersen i spidsen. Han har jo flere gange forsøgt at feje det hele under gulvtæppet, og det endte således med at blive en meget kostbar overlevelsessag for os. Sexchikanerne kunne være stoppet langt tidligere, hvis Lars Borris Pedersen havde taget Anemarie Schmidt Hansens anklager alvorligt tilbage i februar 2019.

Det kom også som et chok for dem, at daværende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udpegede Peter Grønvold Samuelsen til en bestyrelsespost i Air Greenland, mens man på det tidspunkt var i gang med at undersøge KNI for regnskabsmanipulation.

Om de kan slippe sagen, der har kostet så meget på det personlige plan, er tvivlsomt.

- Der pågår jo fortsat undersøgelser, og vi må forvente et retsligt efterspil. Der kan gå lang tid. Det er nok først, når retssystemet har talt, at vi endelig kan slippe sagen. Nu har vi gjort vores pligt, og da vi ikke ønsker at dømme nogen, er det glædeligt at vi heldigvis har et retssystem, siger de samstemmende.

Powered by Labrador CMS