Vellykket borgermøde i Narsarsuaq

Borgmesteren og naalakkersuisoq var samlet i Narsarsuaq på et borgermøde med omrking 60 fremmødte, heriblandt repræsentanter fra kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålene vidnede - ifølge borgmesteren - om, at der er interesse for og vilje til at udvikle nye erhverv i Narsarsuaq.
Offentliggjort

15. september drøftede en større forsamling Narsarsuaqs fremtid.

Stine Egede, borgmester i Kommune Kujalleq, indledte sammen med Erik Jensen, naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, borgermødet på Hotel Narsarsuaq, hvor omkring 60 mennesker, heriblandt kommunalbestyrelsesmedlemmer, var samlet.

Herefter præsenterede erhvervsgruppen et idekatalog, som er udarbejdet med input fra borgerne, over erhvervsaktiviteter, som kan igangsættes i Narsarsuaq.

Det gav anledning til en række spørgsmål fra de fremmødte borgere, som omhandlede alt lige fra turismen og lufthavnen til håndværkerordningen og medarbejderforholdene.

Økonomiske rammer

Erik Jensen glæder sig over det store fremmøde af borgere, som tilkendegav deres holdninger og ønsker.

Oven på borgermødet sidder naalakkersuisoq tilbage med det indtryk, at borgerne i Narsarsuaq er tilfredse med Naalakkersuisuts arbejde og ikke mindst arbejdsgruppens.

- Naalakkersuisut ser nu frem til at høre kommunens bud på prioritering af infrastrukturprojekter i Kommune Kujalleq, som vi i Naalakkersuisut kan arbejde videre med inden for de økonomiske rammer, der er i Finansloven, siger Erik Jensen.

Åbenhed for samarbejde

Stine Egede synes, at borgernes spørgsmål og kommentarer vidner om, at der er interesse for og vilje til at udvikle nye erhverv i Narsarsuaq.

Det kræver samarbejde på alle niveauer og en tæt dialog mellem alle parter, forklarer hun og tilføjer, at kommunens erhvervsudviklingsselskab får en vigtig rolle i at understøtte iværksætteri og innovation i bygden:

- Det er endvidere positivt, at naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen, signalerer åbenhed for samarbejde om udvikling af infrastrukturen i området og Sydgrønland i det hele taget.

Det videre arbejde

Arbejdsgruppen for Narsarsuaqs fremtid består blandt andet af repræsentanter fra Kommune Kujalleq, Departementet for Boliger og Infrastruktur, Mittarfeqarfiit, Innovation South Greenland, Grønlands Erhverv og Fåreholdernes sammenslutning.

Siden marts måned har de cirka afholdt seks møder. Arbejdsgruppen arbejder på baggrund af det politiske mandat og de opgaver, der er stillet i kommissoriet.

Arbejdsgruppen ophører formelt 31. december 2023, men arbejder dog også efter, at der løbende kan træffes beslutninger om delopgaver, så opgaver eventuelt kan afsluttes tidligere.

Powered by Labrador CMS