Udvidelse af Nuuk Center skrinlægges
Projektet vurderes at ville koste tæt på en halv milliard. Nu er selskabet bag under opløsning.
I flere år er der blevet arbejdet på en stor udvidelse af Nuuk Center, der i dag huser forretninger og adskillige departementer i Selvstyret.
Udvidelsen af centret skulle rumme forretninger, kontorer og boliger. Selskabet bag fik også henvendelse fra det Amerikanske Konsulat i Nuuk med spørgsmål om, hvorvidt konsulatet kunne leje kontorfaciliteter i tilbygningen.
Henvendelsen fra amerikanerne blev positivet modtaget, og konsulatets krav og behov blev indarbejdet i projektforslaget.
Men nu er den storstilede udvidelse dog lagt i graven, fremgår det af en orientering til kommunalpolitikerne i Kommuneqarfik Sermersooq.
Hang ikke sammen økonomisk
Projektet hang simpelthen ikke sammen økonomisk, da de indkomne bud på udvidelsen viste sig for dyre. Det fortæller direktøren i kommunens byudviklingsselskab Siorarsiorfik - Nuuk City Development A/S (NCD), der har stået i spidsen for projektet:
- Vi har regnet rigtig meget på det, og konklusionen er, at det vil give underskud for NCD. Da vi ikke har dækning for underskuddet, har vi valgt at stoppe det, siger Jens B. Frederiksen, direktør i NCD til Sermitsiaq.AG.
De første beregninger viste, at udvidelsen af Nuuk Center ville koste omkring 280 millioner kroner. Siden steg vurderingen af prisen til 460 millioner kroner.
Forventer ikke prisfald
Opgaven blev sendt i udbud i foråret, men de indkomne bud var altså for høje.
- Vores tro på, at vi kan få det billigere i de kommende år, kan ligge på et meget lille sted, siger Jens B. Frederiksen.
NCD har arbejdet sammen med Agerskov & Motzfeldt ApS om projektet. De to virksomheder stiftede Byggekonsortiet Narsarsuaq I/S til formålet, og det er nu under opløsning.