Trist dag for Air Greenland
I dag har 60 af Air Greenlands medarbejdere modtaget en fyreseddel. Det er både administrative medarbejdere, piloter og folk i produktionen, som for kort tid siden har modtaget en fyreseddel fra ledelsen i Air Greenland.
På grund af coronasituationen må Air Greenland spænde livremmen gevaldigt ind og spare, hvor de kan. Det betyder, at der nedlægges 111 årsværk i alt, hvoraf de 60 er fastansatte, der bliver opsagt i dag. Resten er ubesatte stillinger, der ikke bliver genbesat og korttidsstillinger, der ikke bliver besat, oplyser Air Greenland.
- Vi har tilpasset vores fartplan og igangsat en lang række besparelser, men det er en alvorlig krise og vi kommer ikke udenom at skulle opsige dygtige medarbejdere og det er utrolig trist, siger administrerende direktør hos Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.
Der skal spares 225 millioner
I begyndelsen af maj meldte flyselskabet ud, at de skulle fyre mellem 75 og 100 medarbejdere for at klare sig igennem coronakrisen. I samme ombæring meldte de ud, at der sammenlagt skal spares op til 225 millioner kroner. Besparelserne skal findes gennem en kombination af nedsat produktion, generelle besparelser og tilpasning af kapacitet, herunder nedlagte stillinger.
De nedlagte årsværk og andre personalerelaterede omkostninger svarer til 30 procent af de samlede besparelser og knapt 20 procent af det samlede årsværk i Air Greenland.
Forventer nedgang i rejsende
Næste år forventes en nedgang på 30-35 procent i antal rejsende på selskabets indenrigs- og atlantruter, som udgør hovedparten af selskabets samlede omsætning. Derfor skal Air Greenland finde besparelser for minimum 225 millioner kroner for at kunne fastholde sin konkurrenceevne, oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse torsdag.
- Vi har arbejdet tæt sammen med de ansatte og deres faglige organisationer i denne proces, hvilket betyder, at vi nu sammen har fundet de besparelser, der skal til. Jeg er på trods af situationens alvor imponeret over den helhjertede indsats, der har været for at finde fælles løsninger, som er svære, men tvingende nødvendige. Det bliver grundlaget for, at vi fortsat kan binde landet sammen og sikre, at der også er et stærkt Air Greenland efter denne krise, siger Jacob Nitter Sørensen.