Tele-Post: Hvor skal vi hen du?

Hvad skal Tele-Post forbedre og satse sin energi på i den nye fire-årige strategiperiode, som skydes i gang, når de kommende nytårsraketter vil oplyse nattehimmelen? Tele-Post-direktør Kristian Reinert Davidsen er allerede så småt ved at formulere særlige områder, som skal indgå i planen.

Forbedrede satellitløsninger, der vil gavne kunderne i Østgrønland vil Tele-Post have fokus på i den nye strategiplan.
Offentliggjort

Tele-Post har fire grundpiller, der helt naturligt vil indgå i den kommende strategiplan, der skal gælde for årene 2021 og frem til 2025, lyder det fra teledirektør Kristian Reinert Davidsen.

  • Vi vil skabe den bedste kundeoplevelse
  • Vi vil udvide og styrke vores netværk
  • Vi vil drive en effektiv virksomhed og være en attraktiv virksomhed
  • Vi vil være et aktiv for samfundet

- Når det er sagt, så er det altafgørende for samfundet, at forsyningssikkerheden er i top, og her bliver vi nødt til at forholde os til, om vi skal investere i et nyt søkabel, så vi har en back-up, hvis det nuværende kabel igen bliver revet over, oplyser Kristian Reinert Davidsen til Sermitsiaq.AG.

Flere andre punkter

Men der er andre og lige så vigtige punkter, der skal indgå i strategiplanen.

- Cybertruslen er ikke et forbigående fænonem. Her bliver vi nødt til at opruste, så vi er i stand til at hjælpe myndighederne og vore erhvervskunder. Her vil vi gerne tage et medansvar for, at vore kunder ikke kan blive lagt ned af kriminelle, fastslår teledirektøren.

Af andre emner nævner han:

  • Forbedrede satellitforbindelser for kunderne i Østgrønland
  • En opgradering af netværket, så det kan levere endnu hurtigere internet

- Og så skal vi i gang med at se på datadistributionen i de enkelte byer, som i dag beror på kobber-, mobil- eller lyslederforbindelser. Et område, som vi skal have lagt en plan for, afslører han.

Desuden er der hele brev- og pakkepost-området, som sjældent trækker de store overskrifter. Her skal Tele-Post optimere og tilpasse sin forretning til de stigende pakkemængder på grund af den øgede onlinehandel.

Powered by Labrador CMS