Sydkommune: Medarbejdere genoptager arbejdet
Torsdag eftermiddag nedlagde samtlige ansatte på børne- og ungeområdet i Kommune Kujalleq arbejdet. Efter samråd med fagforeningen AK er de i dag igen mødt ind på arbejdet
Frustration over fyringen af en fagchef og en generel utryghed over kommunens ledelse fik fredag samtlige medarbejdere på børne- og ungeområdet til at nedlægge arbejdet.
Efter samråd med fagforeningen AK har de her til morgen genoptaget arbejdet.
- Medarbejderne er fortsat meget utrygge, og det gælder både i Narsaq, Nanortalik og Qaqortoq. Men vi er mødt ind igen i dag, siger en af medarbejderne til Sermitsiaq.AG.
Klage over ledelsen
På et møde torsdag eftermiddag fik medarbejderne at vide, at fagchefen er blevet fyret. Samtidig blev de oplyst om, at man ikke vil gå videre med en klage over socialchefen og vicekommunaldirektøren, som medarbejdergruppen havde sendt.
Medarbejdernes utryghed bunder ifølge vores kilde i, at de efter fyringen af fagchefen arbejder direkte under den ledelse, som de har klaget over.
Fagforeningen AK har sendt en repræsentant til Qaqortoq for at drøfte situationen med medarbejderne.
Fredag skrev kommunen i en skriftlig stillingtagen:
- Kommunen skal ... slå fast, at overenskomststridige arbejdsnedlæggelser ikke vil blive accepteret, og kommunen vil følge op på, og reagere passende over for medarbejdere, der ulovligt nedlægger arbejdet