Stort underskud i Høegh-Dam-selskab

Iluliaq Seafood A/S fik et underskud på næsten 1,5 millioner kroner, fremgår det af årsregnskabet for 2017, som indeholder flere alarmerende oplysninger.

Kim Høegh-Dam har sammen med den øvrige bestyrelse og ledelse i Iluliaq Seafood A/S besluttet, at regnskabet ikke skal revideres.
Offentliggjort

Opdateret kl. 9.30 tirsdag den 14. august med “Præcisering”, red.

OBS: Den oprindelige rubrik “Høegh-Dam-selskab er konkurstruet” er ændret den 22.2.2019, fordi Pressenævnet har udtalt kritik af rubrikken for ikke at være dækkende.

Selskabet, der har som formål at drive fiskeri samt produktion og handel med fisk og anden beslægtet virksomhed, landede et 2017-årsresultat, hvor underskuddet steg med over en million kroner i forhold til året før.

Præcisering

Bestyrelessformand Kim Høegh-Dam har oplyst, at Bitten Høegh-Dam ikke har modtaget vederlag. Lønomkostningerne dæker over 20 deltidsansattes lønninger, oplyser han.

Resultatet endte på minus 1.484.656 kroner. I 2016 havde selskabet et underskud på 406.106 kroner.

Stor lønstigning

Selskaber har kun en enkelt person ansat: skoleinspektør Bitten Høegh-Dam, mens bestyrelsesformanden er ægtefællen Kim Høegh-Dam, der i mange henseender har tegnet selskabet udadtil.

Bitten Høegh-Dam ses her under kommunalvalgkampen i 2017, hvor hun stillede op for Siumut i hovedstaden. Hun blev ikke valgt og hun og hendes mand er siden flyttet til Narsaq.

I løbet af 2017 steg gælden dramatisk fra 5,2 millioner kroner til knap 10 millioner kroner, og på trods af den økonomiske situation valgte selskabet at yde Bitten Høegh-Dam en større lønforhøjelse på 137.383 kroner, så årslønnen røg op i 457.775 kroner.

Galopperende gæld til leverandører

Leverandører af varer og tjenesteydelser har et tilgodehavende på 2,84 millioner kroner, hvilket er langt mere end året før, hvor denne post blot udgjorde 97.490 kroner.

Det fremgår af regnskabet, at der er usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften.

- Selskabet er afhængig af at kreditorerne fortsat stiller kapital til rådighed. Ledelsen bedømmer dog, at kapitalen fortsat vil blive stillet til rådighed, oplyses det i en note.

Regnskab skal ikke revideres

Det fremgår også af ledelsespåtegningen, at generalforsamlingen har vedtaget, ”at selskabets årsregnskaber ikke skal revideres. Betingelserne for at undlade revision af årsregnskabet er opfyldt”, fastslog ledelsen fredag den 10. august, da man godkendte regnskabet.

Selskabets bestyrelse består af formanden Kim Høegh-Dam samt de menige medlemmer Qoqa Lund Høegh, Bertel Kristensen og Bitten Høegh-Dam.

Revisorerklæring

Statsautoriseret revisor Kenneth Bach Holmegaard, Multi Revision I/S, oplyser i en revisorerklæring, at man blot har opstillet regnskabet ”på grundlag af selskabets bogføring og øvrige oplysninger, som De har tilvejebragt”.

- Årsregnskabet samt nøjagtigheden og fuldstændigheden af de oplysninger, der er anvendt til opstilling af årsregnskabet, er Deres ansvar, pointerer den statsautoriserede revisor, der uddyber på følgende måde:

- Da en opgave om opstilling af finansielle oplysninger ikke er en erklæringsopgave med sikkerhed, er vi ikke forpligtet til at verificere nøjagtigheden eller fuldstændigheden af de oplysninger, De har givet os til brug for at opstille årsregnskabet. Vi udtrykker derfor ingen revisions- eller reviewkonklusion om, hvorvidt årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabsloven, gør revisoren offentligheden opmærksom på.

Powered by Labrador CMS