Naalakkersuisut: Ny aftale med Storbritannien er historisk mulighed for studerende
Grønlandske studerende får nu mulighed for at tage en masteruddannelse på nogle af verdens mest anerkendte universiteter via britiske såkaldte Chevening-stipendier.
Onsdag den 20. maj underskrev Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Nivi Olsen, og Storbritanniens ambassadør i Danmark, Victoria Elizabeth Billing, en ny samarbejdsaftale, som giver grønlandske bacheloruddannede adgang til de prestigefyldte britiske Chevening-stipendier.
Foto: Naalakkersuisut
Naalakkersuisut har tidligere denne måned indgået en aftale med Storbritannien om adgang til et britisk uddannelsesprogram.
Programmet hedder Chevening, og der er en international stipendieordning, finansieret af det britiske udenrigsministerium.
Programmet kræver, at den studerende allerede har en bachelor-uddannelse, men så giver det også mulighed for at gennemføre en fuldt finansieret masteruddannelse i Storbritannien.
- Blandt verdens bedste
Naalakkersuisoq Nivi Olsen kalder aftalen en "historisk mulighed for grønlandske studerende":
"Britiske universiteter er blandt verdens bedste, og med Chevening-stipendierne får vores unge mulighed for at uddanne sig på højeste internationale niveau. Grønland har brug for stærke, internationalt uddannede kompetencer, og dette samarbejde er et vigtigt skridt mod fremtidens Grønland,” udtaler Nivi Olsen i en pressemeddelelse.
Nivi Olsen skrev under på den nye aftale sammen med Storbritanniens ambassadør i Danmark, Victoria Elizabeth Billing.
Ambassadør: Det er kun begyndelsen
Ambassadøren siger, at Storbritannien er stolt over at styrke relationerne til Grønland gennem uddannelse:
"Dette er kun begyndelsen, og vi ser frem til at udvikle endnu flere samarbejdsmuligheder inden for blandt andet uddannelse, forskning og styrkelse af engelskundervisningen,” udtaler ambassadøren.
Der åbnes for ansøgninger til Chevening-programmet i august 2026.