Selvstyret sylter rekrutteringsproces til bestyrelsesposter
Efter en udmelding om mere åbenhed ved udpegelse af nye bestyrelsesmedlemmer i de selvstyreejede virksomheder i januar, har processen forud for årets generalforsamlinger alligevel været som den plejer. Det viser en aktindsigt, Transparency International Greenland har fået fra Selvstyret.
Transparency International Greenland (TIG) efterlyser åbenhed i forhold til udpegning af bestyrelsesmedlemmer til de selvstyreejede selskaber.
Det sker, efter TIG i en aktindsigt har fået bekræftet, at den nye proces, der blev præsenteret i januar, er gået fløjten ved dettes års rekrutteringsproces til bestyrelserne i de selvstyreejede virksomheder.
- TIG erfarer, at den nye rekrutteringsproces, som blev lanceret tidligere på året, ikke er blevet brugt, og vi mener, at Formandens Departementet som minimum kunne have orienteret offentligheden om dette, således at det bliver transparent for alle, at den nye proces ikke ville blive fulgt ved dette forårs ordinære generalforsamlinger, lyder kritikken.
Kritik af udskiftning
Der er blevet udskiftet en del i de selvstyreejede virksomheders bestyrelser i år, hvilket har givet anledning til kritik og beskyldninger om politiske motiver fra flere sider. Múte B. Egede har afvist kritikken.
Transparency International understreger, at manglende åbenhed er problematisk, fordi det giver grobund for spekulationer om urent trav i processen.
- Gennemsigtighed er det bedste middel mod magtmisbrug og nepotisme, og derfor ønsker vi mest mulig åbenhed i udpegning af bestyrelsesmedlemmer, lyder det fra formanden for Transparency International Greenland, Birita Dali.
Det er på grund af valget
Formandens Departement har svaret på aktindsigtsbegæringen fra TIG og forklaret, ”at dette års ordinære generalforsamlingssæson har været stærkt præget af det ekstraordinære valg til Inatsisartut, og det, i perioden fra den 16. februar 2021 og frem til det konstituerende møde i Naalakkersuisut den 23. april 2021, indførte forretningsministerium. På baggrund heraf har det ikke tidsmæssigt været muligt at følge den nye proces”.
Sermitsiaq.AG har bedt formanden for Naalakkersuisut og bestyrelsessekretariatet om en uddybende forklaring.
Læs mere om den nye proces, som Selvstyret præsenterede i januar HER.