Redaktøren anbefaler: Et år til det åbner
Der er et år til den nye lufthavn åbner i Nuuk. AG har besøgt lufthavnsbyggeriet, hvor projektdirektøren Aviaaja Karlshøj Knudsen fortæller om, hvor langt de er kommet.
På med sikkerhedsskoene, neongrønne veste og sikkerhedshjelme.
AG’s reporter og fotograf er på besøg i den kommende internationale lufthavn i Nuuk, hvor projektdirektøren Aviaaja Karlshøj Knudsen viser os rundt i det nye terminal og den store 2200 meter lange landingsbane.
Vi starter i terminalen. Jeg må altså ærligt indrømme, når jeg kører forbi byggeriet af den nye terminal, har jeg tænkt, at det virker lidt småt udefra. Men når man kommer ind er det noget helt andet.
Kaar, det er alligevel ret stort, tænker jeg midt i lyden af hammere, svejsere og boring af beton og træ.
Der er aktivt byggeri, og byggemændene stormer rundt i terminalen.
- Den 28. november næste år åbner den store lufthavn i Nuuk, så skal man kunne flyve direkte til den store verden, fortæller projektdirektør i Kalaallit Airports Aviaaja Karlshøj Knudsen.
Det er Munck Gruppen, der udfører anlægsarbejderne for de to omfattende lufthavnsbyggerier i Nuuk og Ilulissat. Projektet omfatter blandt andet udførelse af landingsbaner og rulleveje, byggemodning til nye terminalbygninger, produktion og udlægning af asfalt, omlægning og tilslutning til adgangsveje, etablering af el-, vand- og kloakledninger samt anlæg af parkeringsarealer.
Lufthavnsbygningerne bliver opført af MT Højgaard i Nuuk, og KJ Greenland i Ilulissat.
Aviaaja Karlshøj Knudsen fortæller mig, lige overfor den kommende lufthavnscafé, at næste år terminalen åbner for passagerer.
- Så passagerer vil fra maj måned opleve at komme igennem den nye terminal. Men så vil de køre i bus over til den gamle terminal, hvor Dash 8 flyverne vil holde, når de skal flyve til Kangerlussuaq eller ud på kysten, siger hun.
Det er midt i juli 2024 hun regner med, at forpladsen åbner foran terminalen, hvor flyene vil parkere.
Bestemt sikkerhedsniveau
Det ser halvfærdigt ud inde i terminalen. Jeg kan skelne en kommende café, flere kontorer, hovedindgangen og et legeområde til børnene.
Jeg kigger ud fra terminalen gennem de store vinduer, der er langs indgangen og kan forestille mig, at flyene står parkeret på rad og række. Jeg begynder og se mig selv rejse, der ville jeg sidde på caféen på en solrig julidag og mine børn, der leger på legeområdet, er på øjenvidde fra caféen. Luksus.
I forhold til den gamle terminal er det her en international lufthavn med et bestemt sikkerhedsniveau, fortæller projektdirektøren, mens vi står ved den kommende hovedindgang.
Det betyder, at når terminalen åbner, opretter man fuld sikkerhed, så alle passagerer, der kommer derind, er kropsscreenet.
- I dag er det sådan, at hvis du rejser fra den gamle terminal til Keflavik eksempelvis, så ankommer du – som det hedder – som en »uren passagerer«. Det betyder, at du ikke må komme ind i deres sikkerhedszoner i lufthavnen, du skal direkte ud i baggagekælderen for at hente din bagage, fortæller Aviaaja Karlshøj Knudsen.
Lufthavnsprojektet går ud på, at få en »One-stop security«, som er et koncept, hvor transferpassagerer ikke bliver screenet igen, når de skifter fly. Lige præcis som i Kangerlussuaq Airport.
Der kommer en kommission fra EU til sommer og kigger på sikkerheden, og de kommer igen når lufthavnen er gået i drift, så lufthavnen kan have en godkendelse.
Ifølge Aviaaja Karlshøj Knudsen er godkendelsen meget vigtig.
- Det betyder meget for flyoperatørerne og passagererne. Det er noget, der bliver arbejdet meget målrettet på. Det er en stor bagvedliggende proces, som man ikke ser i byggefasen heller ikke så meget i debatten omkring lufthavnen. Men i Kalaallit Airports bliver der brugt mange ressourcer på de her sikkerhedsniveau op og stå, fortæller hun.
Det gamle tårn
Lufthavnen vi bruger i dag, Nuuk Lufthavn, er placeret i den østlige del af byen ved foden af Lille Malene. Lufthavnen er anlagt i 1977-1979 og har en landingsbane, som er 950 meter lang og 30 meter bred.
Udvidelsen af Nuuk Lufthavn vil forlænge landingsbanen til 2.200 meter og udvide bredden til 45 meter.
- Det gamle terminal skal rives ned om ikke så længe, når vi har ibrugtaget den nye terminal. Vi er også i gang med at bygge et nyt tårn. Det gamle tårn kommer til at rage op i lufthavnenes hindrings frie flader, fortæller Aviaaja Karlshøj Knudsen. Så planen er at den gamle terminal og tårn bliver historie i august eller september næste år.
De nye lufthavne er det største anlægsprojekt i Grønlands historie. Så det for første gang nogensinde det bliver muligt, at modtage større fly direkte fra København, Europa og resten af verden. Der fremkommer derfor naturligvis nogle udfordringer for projektdirektøren Aviaaja Karlshøj Knudsen.
- Der er nogle ting, der er lidt uprøvet. For eksempel bygger vi de her kæmpe stenopfyldninger som vi ikke har prøvet før. Vi har også haft problemer med vand, der løber ned fra malenesøen, det har vi fået styr på heldigvis, fortæller hun og fortsætter:
- Og så startede vi med at bygge i samtidig med coronaen, der har været krig i Europa, og sidste sommer var det den vådeste sommer i Nuuk nogensinde. Men taget i betragtning af det, glæder vi os meget til det åbner.
Aviaaja Karlshøj Knudsen forventer, at de sidste sprængninger vil ske i slutningen af året.
1.537 dage efter den allerførste sprængning, der skete den 16. oktober i 2019, da Kalaallit Airports og Munck-gruppen trykkede på knappen, der udløste den første sprængning til lufthavnsbyggeriet i Nuuk.
Vi slutter af med, at køre opad mod Lillemalene, for at danne os et bedre overblik af den kommende landingsbane. Der er faldet meget sne, derfor virker det lidt uklart at forestille sig landingsbanen. Men udvidelsen ser kæmpestor ud, der er den mest betagende udsigt mod havet, Sermitsiaq og natur. Fantastisk.