RAL støtter forbud mod HFO i Arktis
Royal Arctic Line ser frem til at arbejde mod et bedre miljø.
Asseq toqqorsivimmit / Arkivfoto - Leiff Josefsen
Sidste uge vedtog Den internationale søfartsorganisation IMO's underkomite PPR forslag om et forbud mod sejlads med tung brændselsolie (HFO) i Arktis fra 2024.
Royal Arctic Line er glad for beslutningen.
Støtter beslutning
- Der skal ikke herske tvivl om, at Royal Arctic Line er miljøbevidst. Miljøet og hensynet til vore omgivelser og ikke mindst samfundet indgår i alle vore tiltag, både i investeringerne i de nye skibe vi får i 2020 og i 2021 og i den kommende samsejlads med Eimskip, skriver rederiet i sin hjemmeside. RAL fastslår således, at rederiet støtter denne beslutning.
For skibe med sikrede tanke, som Royal Arctic Lines er i besiddelse af, gælder forbuddet fra juli 2029.
Modernisering
RAL's nyeste skib Tukuma Arctica har fået installeret en effektiv røgrenser så luftforureningen minimeres.
- Denne rensning foregår i et lukket system, så resterne ikke skylles ud i havet. Vi er i gang med at modernisere vore skibe på kysten, der i forvejen ikke sejler på HFO. Således er det kun fem af vore 11 skibe, der i dag delvist benytter den tunge brændselsolie, der ligger i beskyttede og separate tanke ombord, og i mængder, der er under én procent af, hvad et mindre tankskib har i lasten, fremhæves det.
De fem skibe bliver i øvrigt reduceret til højst fire, når samarbejdet med Island indledes til foråret.