RAL forlænger sæsonen i Tasiilaq

Første anløb af skib i Tasiilaq vakte som altid stor glæde hos befolkningen, da det skete i sidste uge. Men østgrønlænderne vil have flere skibe og en længere sejlsæson og nu har RAL lyttet.

Offentliggjort

Tilbage i november sidste år oplyste Royal Arctic Line, at de havde modtaget 434 underskrifter fra borgere i Tasiilaq, som ønsker flere og senere skibsanløb til byen.

Det har selskabet taget til sig, og de har allerede fra denne sæson planlagt flere anløb under sommersæsonen. Desværre har corona ligesom med mange andre ting påvirket de ellers gode intentioner.

- Vi er ramt af coronakrisen på de skibe, der er ved at blive bygget i Spanien, fortæller salgschef hos RAL, Lars Borris Pedersen til Sermitsiaq.AG.

De to nye skibe skulle allerede have været klar til brug, men på grund af coronasituationen regner Royal Arctic Line nu med at få det ene leveret hen over sommeren og det andet i løbet af efteråret.

Nanoq må blive på vestkysten

Planen var, at skibet Nanoq Arctica skulle sejle mellem Tasiilaq os Island hver fjortende dag hele sommeren, men skibet er nødt til at betjene vestkysten, hvor fragttrykket er en del højere, indtil de nye skibe ankommer.

Det betyder, at der i øjeblikket er anløb til Tasiilaq hver tredje uge som normalt. Til gengæld regner Lars Borris Pedersen stadig med, at sæsonen for besejling af den østgrønlandske by kan udvides til vinter.

- Planen er, at vi sender Nanoq Arctica til Tasiilaq til november, så det kan sættes ind og forlænge sæsonen, hvis det er muligt i forhold til vejr og is, siger han.

Skibet vil i så fald skulle sejle til Island og hente last, der kommer den vej fra Danmark.

Det kræver kunder

Men det er ikke bare RAL og vejret, der skal være med på ideen, understreger salgschefen.

- Der skal selvfølgelig også være nogle kunder, der tør satse på, at vi kan sejle, så de booker last med skibet, siger han.

En af de helt store kunder til transporten er Pilersuisoq, der forsyner Tasiilaq med madvarer.

Som det ser ud i dag, så anløber Royal Arctic Lines skibe Tasiilaq ti gange per år. Det første anløb sker som regel, når det er muligt at komme igennem storisen ud for Tasiilaq i starten af juni måned. Årets sidste skib anløber som regel i midten af november måned, hvorefter storisen begynder at sætte ind.

Powered by Labrador CMS