Pele: Formands-opgør ligger bag indgreb
Pele Broberg fra Partii Naleraq er ikke i tvivl om, at det er Kim Kielsen, som har sat en stopper for Nukissiorfiits planer om at afskedige 13 medarbejdere, så formanden for Naalakkersuisut kan stå stærkere i det forestående formandsopgør i Siumut.
Naalakkersuisoq for Energi Steen Lynge meddelte i en pressemeddelelse, afsendt sent fredag, at Naalakkersuisut ville sætte afskedigelse af 13 servicemedarbejdere i bero.
Forklaringen kom søndag, da Steen Lynge i et interview med Sermitsiaq.AG sagde følgende:
- De stillinger, det drejer sig om, vedrører små steder og mindre byer. Når en stilling falder bort, påvirker det den lokale økonomi rigtigt hårdt, og derfor er det vigtigt, at man har kigget på andre muligheder, der ikke påvirker ansættelser.
Forklaring købes ikke
Pele Broberg køber ikke denne forklaring, da det netop er vigtigt, at den offentlige administration, de nettostyrede selskaber og selvstyreejede virksomheder skal sørge for at drive forretningen bedst og billigst muligt – uanset om det må koste arbejdspladser.
- Partii Naleraq siger ja til effektiviseringer, uanset om det må koste job. For det vil i sidste ende gavne det grønlandske samfund som helhed og sikre, at der er flere penge til kernevelfærden, forklarer Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.
Han peger på, at Tele Greenland har været igennem en lang periode, hvor antallet af stillinger er blevet reduceret, samtidig med at forretningen blev forenklet og kunderne i langt højere grad skulle klare sig via selvbetjeningsløsninger over nettet.
Ingen forskelsbehandling
- Effektiviseringer må imidlertid ikke ske på bekostning af visse grupper i befolkningen, fastslår Pele Broberg og kan derfor ikke tilslutte sig Nukissiorfiits digitaliseringstiltag, hvor selvbetjeningsløsninger fremmes, så man kan spare 13 årsværk i den fysiske kundebetjening. Borgere, der ikke anvender de digitale løsninger, vil blive afkrævet gebyrer, var planen.
- Om jeg forstår, hvorfor Naalakkersuisut ikke kræver samarbejde mellem offentlige og halvoffentlige kontorer for at sikre kundebetjeningen ikke mindst over for de ældre, der ikke har smartphones og internet-adgang. Denne befolkningsgruppe bliver jo svigtet, når Nukissiorfiit vil kræve gebyrer, hvis man bruger formularer. Især nettostyrede selskaber må ikke forskelsbehandle kunderne, understreger Pele Broberg.
Hvor er amslængden
Pele Broberg har svært ved at forstå, at et medlem af Demokraterne (Steen Lynge, red.) vil stå på mål for indgrebet med de forklaringer, der er kommet frem. Især når de selv har været fortalere for armslængdeprincippet.
- Det ser igen ud til, at Demokraterne hellere vil beholde deres taburetter i Naalakkersuisut end turde gå imod Kim Kielsen, der står foran et formandsopgør og hvor stemmerne rundt om i byerne kan blive afgørende for hans fremtid som formand for partiet, vurderer Pele Broberg.