PÅSKEEKSTRA: Glemte sproget og lærte det igen

Påske er tid til gode familiestunder og måske også fordybelse i interessante artikler. I anledning af påsken bringer Sermitsiaq.AG hver dag en inuit-artikel fra AG. God fornøjelse.

Peter Berthels Pedersen har boet 30 år i samme andelsbolig sammen med sit livs udkårne, sundhedsassistent Jenny, som han mødte i 1985. Meget at tiden har boligen også været hjem for deres nu to voksne sønner, Kim og Salik. Og senest er der kommet et lille barnebarn til, så der igen er kommet legetøj på gulvet i stuen.

Man kan godt se, at de nu er bedsteforældre, for legetøjet ligger ikke overalt, men pænt i en kasse på et tæppe.

En stue, hvorfra de har udsigt til nordlandet og med malerier af Emanuel A. Petersen, men hvad der er mest distraherende på den bedste måde, er de mange snespurve, der flyver rundt omkring altanen, som de sidste år fik gjort større. Mellem vinduer og altandør, hænger der et stort fjernsyn, som nærmest kunne være unyttigt, når der er så flot et scenarie udenfor, men fuglene er Peter så vant til, at han sagtens kan koncentrere sig om sporten på TV, som han elsker at se.

Peter Pedersen er ejer af Sermersooq Auto & Marine Service. Indtil 2013, da firmet udvidede med et værksted i Tasiilaq, var værkstedet bare kendt som AMS (Auto og Marine Service). En forkortelse, som værkstedet har overordentligt svært ved at komme af med. Siger man SAMS, ligner folk et spørgsmålstegn, siger man AMS – udtaler bogstaverne – så er alle med.

Stor familie

56-årige Peter er født og opvokset i Nuuk, nærmere bestemt Avannarliit, i den gamle bydel. Som sin mor, Anne Sofie Pedersen. Hun blev født i en jordhytte i netop Avannarliit i 1945, som en af de sidste, der blev født i en sådan i Nuuk.

Her har han set masser af hvalflænsning på stranden og han husker, at der altid var gang i den i Kolonihavnen, når fiskere og fangere ankom eller skulle ud. På den anden side af vejen, var der cykelsmed, isenkramsbutik og bager.

- Byen var ikke særlig stor dengang, siger Peter, der er den ældste i en søskendeflok på fire. Faktisk fem, men den allerældste, Ujuunnguaq, omkom i en tragisk drukneulykke ved Avannarliits næs, før Peter blev født. Så har han en tre år yngre adopteret lillesøster, Sofie Broberg, der bor i Ilulissat, fire år efter kom Sussi Rasmussen og så er der lillebror John, der har boet i Danmark i flere år.

- Mine forældre blev skilt, da jeg var 10-11 år, men jeg mistede aldrig kontakten med mine søskende, siger Peter, der boede hos sin mor, mens Sussi og John boede hos deres far.

- Så i gåseøjne, er jeg vokset op alene, siger han.

De første fem/seks år, boede han hos sine bedsteforældre, men kom tilbage til sin mor, da hun fandt sammen med Børge Pedersen, der adopterede Peter.

Glemt og genlært

Som kun otteårig blev Peter Pedersen sendt på kostskole et skoleår i Fredericia i Danmark af sine forældre.

- Jeg blev sendt ned for at lære dansk. Jeg kom tilbage uden at kunne et ord grønlandsk, siger han på grønlandsk, som størstedelen af interviewet foregår på. For han genlærte det igen, efter noget tid med sine venner.

Men han husker tydeligt dagen, hvor det gik op for ham, at han havde glemt sproget.

- Vi kørte hjem til blok D på Kongevej, hvor vi boede dengang, og den første, jeg så, var min bedste ven og prøvede at snakke til ham, men fandt ud af, at jeg ikke kunne grønlandsk. Det var så pinligt, at jeg bare tog hjem, husker Peter.

Kostskolen var regelret, og han lærte meget om disciplin. Og så kan han huske træer.

- Men jeg var jo vant til at fiske derhjemme fra, så det gjorde jeg også fra den nærliggende strand. Der kunne jeg stå længe, men jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde fangede noget, fortæller han.

Da forældrene blev skilt nogle år senere, flyttede Peter igen til Danmark, denne gang sammen med sin mor, hvor han kom til at gå i femte klasse i København og kom tilbage til Nuuk næste skoleår. I 7. klasse blev han dog flyttet til en grønlandsk klasse.

- Men materialet havde jeg haft flere år i forvejen, husker han.

Hvilket er hans forklaring på, at han endte med at blive lidt af en ballademager, de resterende år i folkeskolen.

- Det var nok, fordi jeg kedede mig, desværre.

Han hankede dog op i sig selv det sidste folkeskoleår, bestod og kunne komme ind på HF.

- Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville bruge HF til, så jeg tog lidt let på uddannelsen og skippede lektier, og jeg var heller ikke helt så glad for at gå der, siger Peter, der dog blev færdig.

Forskelsbehandling

Umiddelbart efter HF, kom han i 1988 ind i bankverdenen ved et rent tilfælde. Hans vens far, der arbejdede som sådan, hentede ham ind som bankbetjent, en slags blæksprutte inden for bankverdenen, hvor han arbejdede sig op til bankelev efter et par år og fik sig et eksamensbevis som bankassistent.

Dengang husker han, at der var konkurrence mellem Grønlandsbanken og Nuna Banken, der hver havde omkring op mod 130 medarbejdere i hver bank.

- Det var en virkelig sjov, lærerig og fed tid. Jeg fandt ud af, at jeg var god til tal, siger han.

Han har altid haft en interesse for tal, men fordi folkeskolen ikke fik det bedste ud af ham, vidste han det egentlig ikke, før han kom i banken.

- Nogle gange glemte jeg folks navne, men jeg kunne huske deres kontonummer, griner Peter, der var i Grønlandsbanken i otte år, før han rykkede videre.

Hans far manglede kontorpersonale i sin virksomhed, Godthåb Flyttefirma, der havde en masse undervirksomheder, som Nurepa og Godthåb Rengøring & Skibsproviantering.

- Jeg var faktisk ikke så glad for det i begyndelsen. Jeg var chefens søn, så der var noget forskelsbehandling, jeg ikke gad, siger han.

Men det blev til fire år, hvor han sad som flyttekoordinator og var med til opstarten af Deres Olieservice.

- Det var sjovt, at prøve at kapre kunder rundt omkring. Det var også noget af det, som jeg synes var sjovt, da jeg var i banken. Det var fedt, hver gang, kunder flyttede fra Nuna Banken, siger han med et skælmsk grin.

Dejlige Ilulissat

Da Peter Pedersen, der også har meget kunst af forskellig art i hjemmet fra sine ture i Tasiilaq, havde været i virksomheden i fire år, blev Godthåb Rengøring tilbudt en opgave på fabrikken i Ilulissat. Der var bakterier, som fabrikken ikke kunne få bugt med. En opgave, som resulterede i endnu en virksomhed for Godthåbgruppen og som Peter senere fik ansvaret for, så han flyttede med sin familie til den nordgrønlandske hovedstad. Hvis det ikke var fordi, at de kun kunne fremleje deres andelsbolig i to år, så ville de være blevet i Ilulissat.

- Det var en rigtig dejlig tid. Jeg har altid været fascineret af Ilulissat. Der er så flot. Omgivelserne er vilde med de store isfjelde og de milde somre, siger Peter, hvis ældste søn, Kim, blev fuldstændig grebet af hundeslædekulturen.

Selv stod Peter meget på ski som barn.

- Vi plejede at tage ud til Quassussuaq (Lille Malene, red.), dengang der ikke var nogle som helst veje derud, så vi gik den lange vej derud, kørte på ski måske en eller to gange, og så gik vi den lange vej hjem igen, smiler han.

Dengang som nu, var boligsituationen i Nuuk grotesk, og derfor havde Peter og Jenny ikke lyst til at sælge deres hjem, som de ville blive nødt til, hvis de ikke selv boede i rækkehuslejligheden efter to år, og flyttede derfor fra Ilulissat. De var ikke klar til at opgive udsigten og det fredelige område i Nuuk.

- Vi har flere gange snakket om at sælge boligen, men det bliver altid ved snakken, siger han.

Nye og bedste hobby

Da familien Pedersen var tilbage i Nuuk, fik Peter tilbudt et job i Royal Arctic Spedition, hvor han var i to år, indtil endnu et karriereskift kom på banen.

- Jeg havde en kæmpe trang til at være selvstændig, forklarer Peter, der besøgte en gammel kunde i HH værksted, som det hed, fordi han var interesseret i en bil som de solgte.

Ved en ren tilfældighed, skulle den gamle kunde på ferie og bad Peter om at passe værkstedet i mellemtiden.

- Det kunne jeg sagtens og da han kom tilbage, ville han gøre mig til medejer, og sådan blev AMS til for 20 år siden, siger han.

Peters bedstefar arbejdede på det gamle skibsværft, der lå, hvor Kunstnernes Hus ligger i dag. Der har Peter brugt en god del timer sammen med sin bedstefar og onkel, så at han gik hen og blev interesseret i et værksted, er måske ikke helt underligt.

I dag er Kim medejer af værkstedet og det er også meningen at Salik skal blive medejer, når tiden er rigtig for ham.

- For nogle år siden, sagde Kim til mig, at jeg skulle trække mig mere tilbage og lade den nye generation tage over, fortæller han og indrømmer, at han har noget svært ved det.

Hvis han kunne det, ville han ellers få noget mere tid med båden, der også hedder Jenny. Han elsker at være i naturen og at komme ud på vandet. Men han er ikke helt klar endnu.

På spørgsmålet, hvornår han kan se sig selv give lidt slip på arbejdslivet og overgive mere til sønnerne, lyder svaret:

- Ikke foreløbig i hvert fald.

- Nu har vi fået barnebarn, når han har barn-syg, så er det mig, der skal tage over, griner han.

Ægteparret Pedersens nye – og bedste – hobby, er barnebarnet på halvandet år.

- Det er rigtigt, når folk siger, at det er en helt utrolig følelse, at blive bedsteforældre, smiler han om ægteparrets hyggeligste hobby.