Palle har en plan: Ilulissat skal udvides markant

Ny strukturplan for Ilulissats byudvikling er fremlagt på Avannaata Kommunias hjemmeside. Kommunen har flere planer for, hvordan byen kan udvides med flere faciliteter og planer til lejligheder.

Ilulissats havn bør ikke proppes med krydstogtskibe. Derfor foreslår kommunen en ny turisthavn til Ilulissat, når lufthavnsudvidelsen står klar.
Offentliggjort

Avannaata Kommunia har flere planer for Ilulissat i forbindelse med udvidelse af byens lufthavn.

Med udvidelsen af lufthavnen forventer Avannaata Kommunia langt flere turister i turistsæsonen, samtidig er forventningen, at erhvervslivet og befolkningen vil vokse, når atlantlufthavnen åbner.

Det afspejler sig i den nye strukturplan, som Avannaata Kommunia har lagt frem på deres hjemmeside.

Strukturplanen lægger op til en debat af udviklingsmuligheder af Ilulissat, og peger på flere mulige planer omkring Ilulissat, hvor flere byggerier kan igangsættes.

- Med den igangværende lufthavnsudvidelse i Ilulissat er der behov for at planlægge områder til byudviklingsformål. Dette arbejde er derfor igangsat for at fastslå udfordringer, muligheder og potentialer ved udviklingen af byen, lyder det i den nye strukturplan.

Ny bydel skal udvikles

Den nye strukturplan beskæftiger sig blandt andet med flere muligheder for at udvikle byen, så beboelsesområder kan udvides fra byens midte op mod Nordre Næs, der vender mod den nye lufthavn.

Forventningen er, at over 800 boliger kan bygges i Nordre Næs, der rækker fra havnen i Ilulissat og op mod den nye lufthavn. Samtidig forventer kommunen, at der kan bygges flere virksomheder, et hotel, en daginstitution og en ny skole i området, så den nye bydel får sit eget centrum.

Naleraq har sidste uge meldt ud, at de vil fremlægge et forslag om at droppe UNESCO-området, så byudviklingen kan folde sig ud mod isfjorden. I den fremlagte strukturplan for Ilulissat står UNESCO-området dog uberørt.

Ny turisthavn

Med udvidelsen af lufthavnen i Ilulissat forventes flere turister. Den nuværende havn ved Ilulissats bugt har meget lidt plads til krydstogtskibe. Her fremlægger kommunen en mulighed for at bygge en havn ved Kangerluarsuk for at skabe bedre forhold for miljø og krydstogtskibe, der anløber byen.

Udover havn og byudvidelse, har kommunen ideer som svømmehal, multihal, skicenter og flere andre faciliteter, der kan sætte skub i byens udvikling.

Du kan læse hele strukturplanen for Ilulissat HER.

Powered by Labrador CMS