P-penge: KAIR ændrer forklaring
Lufthavnsselskabet Kalaallit Airports (KAIR) præciserer, at der ikke er tale om en afgift, men derimod et gebyr, som fra 1. maj pålægges taxaer, der benytter en særlig taxabane foran den nye terminalbygning.
Kalaallit Airports beklager, at det selvstyreejede selskab har været uklar i sin kommunikation vedrørende de penge, som fra 1. maj opkræves, når en taxa skal aflevere eller hente en kunde foran terminalbygningen
- Vi har tidligere – og på grund af en intern misforståelse – meldt ud, at der var tale om en afgift. Men det er altså ikke korrekt. Her er tale om et gebyr for brug af lufthavnens faciliteter. Jeg kan tilføje, at vi hos KAIR har indhentet de nødvendige tilladelser til at indføre og opkræve gebyret. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at beklage den forvirring, misforståelsen har medført, tilføjer Kalaallit Airports kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund i en pressemeddelelse.
Forklaring
For første gang kommer lufthavnsselskabet med en forklaring på, hvorfor man indfører gebyret på 10 kroner, som Nuuk Taxa har valgt at doble op for hver enkelt kunde, så taxaselskabet kan få dækket de omkostninger ind, som det koster at udvikle bogholderisystemet til at håndtere det nye gebyr.
- I de kommende år venter vi en betydelig stigning i flytrafikken til og fra Nuuk. Derfor har vi valgt at fremtidssikre lufthavnen og øge serviceniveauet overfor taxaselskaberne ved at etablere en egentlig taxabane. Helt enkelt for at sikre, at der er plads til både et stigende antal vogne og til at betjene et stigende antal passagerer, oplyser kommunikationschefen.
Han tilføjer:
- For at finansiere anlæg og vedligehold har vi også valgt at indføre et gebyr for at anvende taxabanen. Fuldstændig ligesom man også har det i mange andre lufthavne verden over.
Tavshed om privatparkering
Om der bliver indført et gebyr for privatbilister, der vil benytte parkeringsområdet ved lufthavnen, er fortsat uvist.
- Vi kommer til at melde ud omkring parkering - og mange andre forhold i forbindelse med åbningen af den nye terminal - i nærmeste fremtid, er det eneste som kommunikationschefen vil sige, der imidlertid oplyser, at der ikke vil gå lang tid, før en orientering fra selskabet vil blive offentliggjort.