Engang tog hun afstand fra sit ophav – nu har hun arrangeret kaffemik for over 1000 mennesker

- Tassa!

Selv da Pia Enona Barlaj helt lille, var hendes appetit stor. Så stor, at hendes mor var bekymret for, om hendes datter ville sprække af al den orsoq (spæk, red.), hun havde i maven.

- Jeg elskede grønlandsk mad, siger Pia Enona Barlaj.

Hun er født i Nuuk og bor i Aalborg i dag. Derfra er hun med på en videoforbindelse.

Hun sidder i et stilfuldt rum med designermøbler. Eller, sådan ser det i hvert fald ud. Det er en af de baggrundbilleder, man kan vælge i Microsoft Teams, afslører hun.

- Jeg har glemt at slå det fra, siden sidst jeg holdt møde, fortæller hun.

Dem holder Pia Enona Barlaj en del af. Hun er nemlig "professionel kulturbrobygger." 

Hun arbejder med at udbedre danskernes uvidenhed om Grønland - og har arrangeret kaffemik for over 1000 mennesker. For hun er drevet af en vilje til at skabe forandring.

- Jeg kæmper for den næste generation, siger hun.

Købte et TV for sine første penge

Pia Enona Barlaj er født 4. november 1988. Den 29. april 1997 flyttede hun til København, og siden til Lolland, hvor hun voksede op.

- Det var virkelig et kulturchok … på den fede måde, siger Pia Enona Barlaj.

Hun bed især mærke i de høje bygninger inde i byen og de enorme træer ude på landet.

Da Pia Enona Barlaj var 13 år, cyklede hun forbi et hotel og fik en pludselig indskydelse. Hun gik ind og spurgte, om de havde noget arbejde til hende. Da hun så blev tilbudt et job som opvasker, måtte hun trække i land:

- Jeg ved ikke, om jeg må … jeg skal lige spørge derhjemme, sagde hun dengang.

Næste morgen klokken 09.00 mødte hun ind. 12 timer senere fik hun fri. Hun tog hjem og talte pengene.

- Jeg tænkte på, hvor meget jeg havde tjent og på hvor mange gange om ugen, jeg kunne nå at arbejde og samtidigt passe min skole.

Det første, hun købte for sine egne penge, var et TV.

- Det kostede 1190 kroner, erindrer Pia Enona Barlaj.

Er det karakteristisk for dig, at du på den måde handler og spørger om lov bagefter?

- Ja, jeg er egentlig meget visionær, siger Pia Enona Barlaj og griner.

I hendes stue hænger et vision board på 2x1 meter. Den er et værktøj til at gøre hendes drømme til virkelighed – hvor første skridt er at visualisere dem.

- Du kan lige se det, siger hun og rejser sig fra stolen og går igennem sin lejlighed.

Det er imidlertid ikke til at se, fordi baggrundsbilledet stadig er slået til. Pia Enona Barlaj forklarer sin pointe i stedet for:

- Det sjove er, at der ikke er noget at vise lige nu.

- Helt ærligt, så har jeg nået alle mine mål på kort tid og mere til, siger hun.

Mange af dem har haft fokus på at bygge bro mellem Grønland og Danmark. I et broget arbejdsliv - som konsulent, underviser, medforsker og projektleder - har Pia Enona Barlaj arbejdet på at få grønlandske perspektiver ind i kulturinstitutioner, undervisningsmateriale og ny viden.

Nu klipper og klistrer hun nye mål. 

Et af dem er, at en grønlandsk kunstner sætter sit præg på Aalborgs byrum.

- Jeg ser for mig, hvordan Kulturbroen kunne fortolkes i arktiske farver, med en kunstners eget udtryk og frihed til at forme værket, siger Pia Enona Barlaj.

Stolt af sine rødder

Som barn havde Pia Enona Barlaj mennesker omkring sig, men ingen grønlandske veninder at spejle sig i. Hun mistede sit grønlandske sprog, da hun var 11 år gammel.

- Det var en måde at bearbejde min sorg på, at jeg tog afstand til mit grønlandske ophav, siger hun.

Da hun var 20 år gammel, flyttede hun til Nordjylland sammen med sin daværende kæreste, som hun siden blev gift og fik børn med.

Fra Aalborg var der ikke langt til Rebild Bakker, og Vesterhavet var også inden for rækkevidde. Her herskede vinden, og den skubbede hende i retning af Grønland igen.

- Jeg elsker, når det blæser og regner. Det minder mig om, at naturen har magten, og vi bare er mennesker, siger Pia Enona Barlaj.

I Aalborg var hun pludseligt langt væk fra familie og venner. Det fik hende til at tænke over, hvem hun var uden alle dem tæt på.

- Det gik op for mig, at jeg først og fremmest er grønlandsk, siger Pia Enona Barlaj.

Så hun begyndte at opsøge sit grønlandske ophav.

Som led i den proces blev hun frivillig i Kalaallit Meerartaat (Grønlandske Børn, red). I foreningen blev hun et forbillede for børnene.

– Og det var en kæmpe gave, faktisk – for de gav mig modet til at vise, at man skal være stolt af sine grønlandske rødder, siger Pia Enona Barlaj.

Samtidig var hun begyndt studere til lærer på Professionshøjskolen UCN.

Så ofte, som det kunne lade sig gøre, inddrog hun Grønland i sine opgaver til studiet og som praktikant ude på skolerne. Men her oplevede hun, at undervisningsmaterialet var enten forældet eller helt fraværende - og mødte kolleger, der ikke havde overvejet at undervise om Grønland eller Rigsfællesskabet.

- Det var en kæmpe frustration, siger Pia Enona Barlaj, som gjorde det til sin mission at gøre noget ved det. 

Insisterede på en hjemmefødsel

I Aalborg har Pia Enona Barlaj også bragt sine to børn Lillian og Malik til verden.

Begge hendes børn er født på terminsdatoen, fortæller hun. Malik fødte hun endda inden for det samme døgn, som hun afleverede sin afsluttende opgave på læreruddannelsen.

Fødslen foregik hjemme. Det insisterede Pia Enona Barlaj på. Også da hun under fødslen blev stillet et ultimatum:

- Jeg havde veer i lang ting, så jordemoderen sagde, at hvis jeg ikke fødte inden for 20 minutter, så skulle jeg på hospitalet, siger hun.

Det skulle hun ikke nyde noget af.

- Jeg tænkte bare, herhjemme er der fødselsdagskage, champagne, spejlrefleks og min veninde, som passer Lillian. Så det er nu, jeg føder!

I dag har hun børnene hver anden uge. Når de er hos deres far, arbejder hun intensivt, så hun kan være nærværende, når de er hos hende.

De har hver deres maddag. Malik laver tit pasta med kødsovs. Lillian eksperimenterer med asiatiske smage og har blandt andet introduceret kimchi (fermenteret kål med chili, red.) til resten af familien.

- Hun er virkelig madglad, som jeg selv er, siger Pia Enona Barlaj.

Børn med åbne hjerter

Pia Enona Barlaj blev lærer for at være et forbillede, som børn kan spejle sig i.

Vejen til beskæftigelse har indimellem været hård og frustrerende.

Pia Enona Barlaj har åbent fortalt om at møde diskrimination på det nordjyske jobmarked. Til jobsamtaler er hun blevet spurgt til sine alkoholvaner, om hendes børn er tvangsfjernet, om hun er 'rigtigt' uddannet og til børnenes fars etnicitet.

Hvad motiverer dig til at fortælle så åbent om det?

- Jeg vil gerne oplyse danskerne om, at der findes diskrimination, rykke mennesker tættere sammen og skabe ligeværd, siger Pia Enona Barlaj.

Når hun arbejder i skoletjenesten i Det Grønlandske Hus gør hun det så relaterbart som muligt – for eksempel ved at vise billeder fra sin egen barndom og videoklip fra forskellige steder i Grønland.

- Børn er meget umiddelbare. De spørger ind til de helt konkrete ting, som hvad man spiser og hvilket tøj man har på, siger Pia Enona Barlaj.

- Når jeg så spørger de ældste klassetrin, om de har nogen fordomme mod grønlændere, så har de svært ved at svare. Det er fremmed for dem at snakke om alkoholforbrug, selvmordsrate og geopolitik… Det er lærerne, der bringer de temaer på bordet, siger Pia Enona Barlaj.

Arbejdet giver hende også mulighed for at fejre Grønland i stor skala.

Sidste år stod Pia Enona Barlaj for en kæmpe kaffemik i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne.

- Ideen var at bringe grønlandsk kultur ind på biblioteket, fortæller hun.

Grønlandske musikere og kunstnere kom forbi, og så var der inuit games, perlesyning, mad og et sted, hvor gæsterne kunne arbejde med grønlandske motiver.

- En sæl blev også flænset, fortæller Pia Enona Barlaj.

Det havde krævet en vis stædighed at skaffe sælen og indhente de nødvendige tilladelser. 

- Kulturchefen for Aalborg forsøgte at hjælpe. Det lykkedes ikke. Aalborg Biblioteks jurister forsøgte at hjælpe. Det lykkedes heller ikke. Så jeg måtte i gang, og ringede rundt for at finde ud af, hvad der skulle til. Jeg tror, jeg nåede igennem tre styrelser og et helt fjerde sted, før det lykkedes. 

Til kaffemikken dukkede 1300 mennesker op.

- Jeg græd af glæde flere gange … for det blev lige, som jeg havde visualiseret det.