Oppositionen erkender: Driftudgifter skulle have været med

Erik Jensen og Jens-Frederik Nielsen har ingen god forklaring på, hvorfor man ikke har medtaget driftudgifter i opstartsfasen i budgettet for lufthavnsprojektet fra start af. De er dog enige om, det er en fejl.

Offentliggjort

Det er simpelthen for dårligt, at man ikke fra start har taget udgifter til drift af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat i opstartsperioden med i de første budgetter for lufthavnsbyggerierne.

Så klar er meldingen fra både Erik Jensen (S) og Jens-Frederik Nielsen (D) efter naalakkersuisuts fremlæggelse af en redegørelse om lufthavnsprojekterne for inatsisartuts udvalg og partilederne fredag.

Redegørelsen indeholdt en status på lufthavnsprojekter, information om økonomien, samt scenarier for det videre arbejde.

Burde have været medregnet

Det fremgår også af redegørelsen, at udgifter til drift i opstartsperioden i Nuuk og Ilulissat udgør 143 millioner kroner. Et beløb der slet ikke er medregnet i det budget, som blev vedtaget i lufthavnsloven.

Og det er ikke godt nok, erkender de to partiformænd i oppositionen.

- Det er uheldigt. Det er for dårligt. Der er ikke andet at sige til det, siger Jens-Frederik Nielsen til Sermitsiaq.AG.

Siumut-formanden er enig.

- Jeg kan ikke svare på, hvorfor man ikke har taget det med, men det er ikke godt nok, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.AG.

De 143 millioner kroner er en del af de udgifter, der skal dækkes af et ekstra lån på 900 millioner kroner, som KAIR er igang med at finde finansiering til.

Ser frem til samarbejde

Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, mener ikke, der er så meget nyt i redegørelsen, men han ser frem til et tæt og godt samarbejde for at få lufthavnsprojekterne gennemført som planlagt.

Det gælder også lufthavnen i Qaqortoq, hvor de indkomne bud på anlæg af landingsbane og terminalbygning er noget dyrere, end hvad budgettet lægger op til. Alligevel vil Demokraatits formand kæmpe for, at banelængden forbliver 1499 meter som planlagt.

- Jeg er indstillet på, at pengene skal findes. Den lufthavn er essentiel for udviklingen i Sydgrønland. Vi skal finde pengene ved at lave nogle benhårde prioriteringer. Det vil jeg gerne være med til, så jeg tager arbejdshandskerne på.

Har været svært at få information

Erik Jensen understreger, at Siumut er gået til valg på at bevare banelængden ved alle tre lufthavne, men at der også skal føres en ansvarlig økonomisk politik. Han roser naalakkersuisut for at lægge tingene åbent frem og inddrage alle partier.

- Det har været svært at få klar besked tidligere, derfor værdsætter vi, at der er mere åbenhed om projekterne nu, og at naalakkersuisut vil inddrage alle partier til at komme med input for at finde løsninger fremadrettet, siger han.

Begge partiformand afventer, nu de nye samfundsøkonomiske konsekvensberegninger, som naalakkersuisoq for infrastruktur, Naaja Nathanielsen, har bedt om at få lavet. De forventes at ligge klar omkring august måned, hvorefter der skal tages stilling til det videre forløb. Beslutningen omkring Qaqortoq forventes noget før.

Powered by Labrador CMS