Omfattende rapport stiller skarpt på natur og minedrift i Sydgrønland
Forskere har i en ny omfattende rapport samlet oplysninger om, hvor der i fremtiden kan opstå interessekonflikter imellem mineaktiviteter og miljøhensyn samt kulturarvs interesser i Sydgrønland.
Mineprojekter har gennem mange år skabt stor debat i Sydgrønland - herunder blandt andre diskussionerne om det omstridte projekt på Kuannersuit med udvinding af sjældne jordarter samt uran.
Bekymringerne omkring mineprojekter handler ofte om projekternes påvirkning af natur og miljø.
En ny rapport samler eksisterende viden og bidrager også med nye undersøgelser af natur og miljø i Sydgrønland.
Formålet med rapporten er netop at give myndighederne bedre muligheder for at regulere mineprojekter, således natur og miljø lider mindst mulig skade.
På kortet nedenfor ses området, som rapporten handler om:
Forskere har samlet information om regionens geologiske, biologiske og miljøkemiske forhold og giver desuden en oversigt over områdets menneskelige brug og kulturarv.
I rapportens kapitel om dyrearter kan man for eksempel læse, at en betydelig del af Grønlands havørne hører til i regionen, ligesom at den også rummer værdifulde steder for lomvier.
Forurening fra eventuelle miner
Rapporten indeholder også et kapitel om typiske miljøpåvirkninger fra moderne miner. Miljøpåvirkninger kan ikke undgås, men meget kan gøres for at minimere dem.
Påvirkningerne afhænger blandt andet af, om der tale om underjordiske og eller åbne miner.
- Hvis en mine etableres, er den største miljømæssige udfordring at finde en sikker måde at deponere mineaffald og tailings, hvorfra skadelige stoffer ellers kan udvaskes til miljøet, står der i rapporten.
Klimaforandringer forudses at skabe radikale ændringer i regionen
Klimaforandringer spiller også ind på fremtidens muligheder, og rapporten giver et overblik over den kendte viden om, hvordan klimaforandringer ventes at påvirke Sydgrønland.
Her fremhæves det, at vækstsæsonen forventes at være 60 dage længere i slutningen af dette århundrede.
Rapporten er i øjeblikket sendt i høring af Naalakkersuisut, og det oplyses, at Miljøstyrelsen for Råstofområdet i videst mulige omfang vil inddrage rapportens informationer og konklusioner i sit arbejde med fremtidige reguleringstiltag i Sydgrønland.
Hele rapporten kan læses her.