IA kræver åbenhed om opsagt børnetalsmand

Offentligheden fortjener ren besked om Naalakkersuisuts afskedigelse af børnetalsmand Stina Sværd, mener IA.

Mimi Karlsen og IA-gruppen i Inatsisartut vil have offentligheden oplyst om børnetalsmandens afgang.
Offentliggjort

Naalakkersuisut bør melde klart ud om, hvorfor Stina Sværd blev afsat som børnetalsmand. Det skriver Mimi Karlsen (IA) i en pressemeddelelse: 

– Undertegnede kræver, at Naalakkersuisut åbent informerer offentligheden om begrundelsen for opsigelsen af Børnetalsmanden, når lejligheden byder sig. Vi ønsker alle, at den offentlige forvaltning drives i overensstemmelse med gældende regler. 

Mimi Karlsen udtaler sig på vegne af IA’s gruppe i Inatsisartut, som konstaterer: 

– Vi er klar over, at MIO står i en alvorlig økonomisk situation, og at den tidligere børnetalsmand har ydet en stor indsats for at få styr på de økonomiske problemer. 

– Vi er også klar over, at hun har stillet kritiske spørgsmål til den politiske indsats, og at hun har gjort en troværdig indsats for at forbedre børnenes vilkår i vores land. 

Stina Sværd fortalte om opsigelsen på Facebook fredag. Den tidligere børnetalsmand håber også, at hele historien kommer frem i lyset. Men hun vil tilsyneladende ikke selv fortælle historien:

– Jeg håber inderligt, at de fulde omstændigheder omkring sagen på et tidspunkt bliver belyst, så der kan skabes klarhed over, hvad der er sket, og hvorfor. Det skylder vi hinanden, organisationen og frem for alt de børn, hvis rettigheder vi er sat i verden for at beskytte, skrev Stina Sværd. 

Powered by Labrador CMS