Økonomisk solskin over Grønland

Men der venter stigende energipriser. Og huslejen bør stige, mener Torben M. Andersen, formand for Økonomisk Råd, som også peger på behov for en skattereform. Robin Hood ville ikke være glad for, at rige har samme trækprocent som fattige.

- Fortidens synder er blevet store. Det går ikke længere at holde huslejen kunstigt lav, mener Torben M. Andersen.
Offentliggjort

Det kan godt være, at sommervejret har været elendigt. Men økonomisk skinner solen over Grønland.

Formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen, ser lyst på situationen forud for de næste måneders finanslovsforhandlinger.

Økonomien er i orden – i hvert fald på kort sigt, lyder det fra professoren.

Det skriver avisen AG.

Men han advarer om fremtiden. Og minder om, at Robin Hood ville pege på, at fordelingspolitikken i Grønland ikke er særlig præcis. Eller retfærdig.

- Overordnet er billedet af økonomien positivt. Grønland er kommet godt igennem to år, som ellers har påvirket verdensøkonomien negativt med kraftig inflation. De fleste lande har kæmpet med de økonomiske følger af COVID og Ukraine-krigen, siger Torben M. Andersen.

- Men Grønland har undgået mange af problemerne. Der er en pæn vækst. Arbejdsmarkedet har udviklet sig rigtig fint gennem mange år. Der er lav arbejdsløshed.

- Problemet lige nu er en betydelig mangel på arbejdskraft. Derfor er der risiko for overophedning af økonomien med stigende lønninger og inflation, advarer han.

- Derfor er mit råd til politikerne ved årets finanslov, at man ikke skal øge efterspørgslen efter arbejdskraft i det offentlige. For det forstærker problemet med manglen på arbejdskraft generelt i samfundet, siger han.

- Det er super, super vigtigt med større produktivitet i den offentlige sektor. Antallet af offentligt ansatte skal ned eller lægges helt flad. For der er behov for den arbejdskraft på praktisk taget alle områder i den private sektor, lyder rådet.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS