Nyt kollegium i Qaqortoq

Finans- og Skatteudvalget kritiserer naalakkersuisut for smøleri

Qaqortoq får et nyt kollegium med 50 boliger. (Foto: Ole G. Jensen)
Offentliggjort

Den seneste opgørelse over manglen på kollegiepladser i uddannelsesbyen Qaqortoq viser et behov for yderligere 85 pladser. Byens gymnasium og handelsskole løser den akutte mangel ved at leje sig ind forskellige steder i byen, men det er en dyr løsning, som ikke bliver billigere i de kommende år.

Derfor skal der bygget en nyt kollegium i Qaqortoq, og Finans- og Skatteudvalget har netop godkendt, at naalakkersuisut frigør 20.250.000 kroner til byggeriet i 2011.

Det nye kollegium bliver på 2.000 kvadratmeter, opført i 3 etager. Det skal rumme 50 boliger, inklusiv en inspektørbolig og fem 2-værelses handicapboliger i stueplan. Det er et moderne kollegium, hvor alle boliger har eget bad og minikøkken. Det er forsynet med mekanisk udsugning, og der bliver etableret en lift i forbindelse med trappen.

På grund af spærrezonen omkring vandsøen i Qaqortoq er kollegiebygningen beliggende et stykke fra gymnasiet og handelsskolen i et udbygningsområde på Qaava.

Smøleri
Finans- og Skatteudvalget har ikke i sig selv noget at indvende imod projektet, men kritiserer naalakkersuisut for smøleri i sagen om kollegiet i Qaqortoq.
Det daværende Finansudvalg henstillede allerede 4. november 2010 i sin betænkning til finansloven for 2011, at naalakersusiut »kraftigt fremskynder arbejdet med at udmønte finanslovsforslagets udisponerede anlægsmidler til kollegiebyggeri«.

Udvalget finder det på denne bagrund utilfredsstillende, at kollegiet i Qaqortoq først blev sendt i licitation den 21. september i år. Siden betænkningen i 2010 er der forløbet mere end ét år, inden naalakkersuisut søger udvalget om at udmønte pengene til kollegiebyggeriet.

– Det kan absolut ikke anses at være i harmoni med intentionerne i Finansudvalgets henstilling fra 2010, og samtidig er det endog meget sandsynligt, at en væsentlig del af pengene ikke kan nå at blive anvendt i 2011, men derimod i de kommende år, og det må anses for værende yderst utilfredsstillende, siger Finans- og Skatteudvalget.

Powered by Labrador CMS