urankonference

Nye informationer om uranprojektet

Formand for Avataq Mikkel Myrup er overbevist om, at nye oplysninger om uranudvinding vil vende stemningen mod uranprojektet ved Narsaq

- Nye informationer vil vende debatten mod uranudvindingen i Kuannersuit, siger formand for Avataq Mikkel Myrup
Offentliggjort

- Tilhørere samt deltagende politikere under lørdagens konference i Katuaq var overrasket over de nye informationer, konferencen kom med, konkluderer Mikkel Myrup, formand for Grønlands natur- og miljøforening, Avataq.

Avataqs kritiske konference om uranudvinding i Nuuk gentages tirsdag på Christiansborg. Det er Avataq i samarbejde med miljøorganisationerne Det Økologiske Råd, VedvarendeEnergi samt miljøbevægelsen Noah, som har arrangeret begge konferencer.

Læs: Åben konference i Nuuk om uran

- Flere politikere udtrykte, at beslutningen om ophævelse af nultolerancen over for uranholdige stoffer var en fejl, siger Mikkel Myrup til Sermitsiaq.AG.

- Jeg håber, at flere hidtil ukendte informationer om uranudvinding vil dukke op under konferencen på Christiansborg, sagde Mikkel Myrup kort før afrejsen fra Nuuk til København.

De to konferencer forholder sig konkret til det mest kontroversielle af de arktiske megaprojekter, der er på vej, nemlig mineprojektet i Kuannersuit i Sydgrønland.

Konferencerne fokuserer på uranmineprojektets virkninger på miljø og natur, CO2-udledning, folkesundhed og bæredygtig vækst samt på udvikling af storskalaindustri i al almindelighed.

- Hidtil har befolkningen og politikerne fået minimal af informationer om konsekvenserne af uranudvinding. Ved konferencen i lørdags blev flere meget forbavset og sætter spørgsmålstegn ved Naalakkersuisuts beslutning om ophævelse af nultolerancen, siger Mikkel Myrup.

Internationalt ekspertpanel
Forskere i uranudvindingens konsekvenser holder oplæg under konferencen. Australsk børnelæge og debattør i atomkraft- og atomvåben gennem 40 år, forhenværende præsident for Physiciansb for Social Responsibility og modtager af Gandhis Fredspris og 19 æresdoktorater samt tidligere indstillet til Nobels Fredspris Helen Caldicott er hovedtaler på konferencen.

Seniorforsker hos Ceedata Consultants i Holland og forfatter Jan Willem Storm samt seniorforsker hos DIIS Cindy Vestergaard holder også oplæg om uranudvindingens konsekvenser.

På grund af folketingsmedlem for IA Sara Olsvigs orlov kommer suppleant Johan Lund Olsen til urankonferencen. Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen kommer ikke.

Powered by Labrador CMS