Nuuk og Aalborg mødes om samarbejde og klassisk musik
Venskabsbyerne Aalborg og Nuuk afholder igen Aalborg Dage - denne gang i Nuuk fra 14-17. august 2019. Dagene byder både på virksomhedsbesøg, erhvervskonference med fokus på bæredygtighed og Aalborg Symfoniorkesters første koncert i Grønland.
Aalborg Dagene 2019 i Nuuk er begyndt i dag, hvor der sættes fokus på fremtidens samarbejde på tværs af sektorer, landegrænser og organisationer. Programmet er tredelt med et politiskt, et erhvervsmæssigt, og et kulturelt spor og omfatter blandt andet en erhvervskonference, virksomhedsbesøg, politiske møder og koncert med Aalborg Symfoniorkester.
- Venskabet mellem Aalborg og Grønland er stærkt og omfangsrigt. Politikere, embedsfolk, repræsentanter fra erhvervslivet og den kulturelle scene er taget til Grønland for at udvikle venskabet og samarbejdet inden for det politiske, erhvervsmæssige og kulturelle, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.
- Det kommer blandt andet til at handle om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at løse problemer som flaskehalse, uddanne smart og have en stærk rekrutteringsstrategi på tværs af landegrænser og om, hvordan vi kan udveksle kompetencer og ressourcer i forhold til lokale behov.
Første besøg af Aalborg Symfoniorkester
Aalborg Symfoniorkester rejser med for at opføre sin første koncerter i Grønland.
Aalborg Symfoniorkester vil sammen med Sermersooq Musikskole, Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg Kommune præsentere klassisk musik på en række forskellige steder i byen.
- Vi ser frem til at opleve Nuuk, til at observere og lære om det lokale musikliv - til at opleve Aalborg Symfoniorkester give koncerter i kulturhuset, på hospitalet, på plejehjem, i gadebilledet og på Børnecenteret Mælkebøtten. Til at undervise og inspirere de lokale musikere, siger producent Michael Pilgaard fra Aalborg Symfoniorkester.