Nedbrændt turisthytte genopføres: Tro kopi står snart klar
I midten af august brændte World of Greenlands turisthytte ned. Sagen er aldrig blevet opklaret, men en identisk hytte forventes at stå klar i slut januar.
I midten af august opstår en ildebrand, som æder World of Greenlands turisthytte ned til grunden. Der er kun nogle stumper jern tilbage af Igloo Lodge, som bruges af turister om vinteren.
Et koncept, som har taget flere år at udvikle.
- Der var absolut ingenting tilbage, men fordi det var kritisk for vores vintersæson, så besluttede vi allerede ugen efter at gennemføre opbygningen af en ny hytte.
Sådan lyder det fra Asger Køppen, direktør i World of Greenland.
- Den er faktisk snart færdig, tilføjer han.
Identisk hytte
Direktøren oplyser, at årstiden og lokationen, som ligger 12 kilometer fra Ilulissat, har gjort byggeriet meget krævende. Men på trods af teltcamp, sne og vind, så kører projektet, som er ledet af den lokale håndværker Lars Erik Gabrielsen, efter planen, oplyser Asger Køppen.
- Vi har fået materialerne ud og har fået den (Igloo Lodge, red.) bygget op igen, så nu er vi ved at installere de forskellige ting. Der er blandet andet kommet vinduer i, siger han:
- Nu skal vi til at arbejde med interiør.
Asger Køppen forklarer, at hytten kommer til at være identisk med den, der brændte ned i august.
Stressfyldt
Dengang frygtede direktøren, at branden ville få store konsekvenser for den kommende vintersæon - og at det med al sandsynlighed ville berøre flere samarbejdspartnere.
I den forgangne vintersæson havde World of Greenland 600 overnattende gæster i hytten. Asger Køppen kan i dag fortælle, at han forventer et nogenlunde samme antal i år.
- Det har været enormt stressfyldt og under meget hårde omstændigheder i forhold til at bygge en hytte i baglandet. Ude på fjeldet under vanskelige vilkår, men det er lykkedes - vi har prioriteret det højt, siger han.
Asger Køppen oplyser, at hytten skal være helt færdig sidst i januar.
- Den når ikke at blive malet, men det må vi leve med, siger han.