Planlægning

Nanortalik har hårdt brug for investeringer

Hvis udviklingen skal vendes, skal der investeringer til. Det kræver mulighed for at optage lån. Blikket vendes mod selvstyret

Workshop, Nanortalik, Kommune Kujalleq, erhvervsudvikling
Deltagerne i workshoppen i Nanortalik , som satte fokus på erhvervsudviklingen i byen
Offentliggjort

Nanortalik står overfor en række alvorlige udfordringer, hvis den sydgrønlandske by skal vende stilstand til fremgang. Heriblandt en bedre og billigere elforsyning. En kortbane til afløsning af heliporten. Sikring af råvarer til fiskefabrikken. Fredningsregler, der ikke begrænser erhvervsmulighederne.

– Der er brug for investeringer indenfor infrastruktur samt fremskaffelse af kreditmuligheder for at vende udviklingen.

Sådan lød det samstemmende fra Siumuts Simon Simonsen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Kommune Kujalleq, og Ib Lennert Olsen (formand for Grønland Erhverv – Nanortalik), efter en workshop i Nanortalik om erhvervsudviklingen i byen. Et arrangement, der bød på en livlig debat med deltagelse af 20 personer fra byens erhvervsliv, fiskere og fangere, politikere samt embedsmænd fra selvstyre og kommune. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kommune Kujalleqs erhvervsudviklingschef Kenneth Høegh.

– Uden kreditmuligheder er det ikke muligt at iværksætte nye investeringer, og der bør igangsættes en proces for at opnå realkreditlån eller realkreditlignende lån til Nanortalik. Derfor håber Kommune Kujalleq på en god dialog med selvstyret om dette vigtige emne, siger Simon Simonsen i følge pressemeddelelsen.

På mødet blev der opregnet en længere ønskeliste.

Der var enighed om, at byens forretningsmæssige grundlag er og bliver fiskeriet, og dermed fiskefabrikken.

– Der skal fortsat være fokus på, at der sikres de nødvendige kvoter til det udenskærs fiskeri, så fabrikken sikres råvarer og dermed kan tilbyde beskæftigelse til befolkningen, sagde Malakias Andreassen, fabriksleder på Arctic Prime Productions fabrik, som også ønsker at undersøge muligheden for en produktion af fabrikkens fiskeaffald for eksempel til fiskemel, som kan være til gavn for fåreholderne i Sydgrønland.

Men også andre muligheder blev nævnt for iværksættere i byen, for eksempel blåmuslingeproduktion, æggeproduktion samt sidst og mindst sæler fra forårets sæltræk, som kan produceres til hundefoder i Nordgrønland.

Medlem af kommunalbestyrelsen Kelly Berthelsen, IA, lagde vægt på, at der skal være en god sammenhæng mellem fredningsinteresser og erhvervsudvikling. Det kræver en veltilrettelagt arealplanlægning.

Således blev de fredede arealer i Tasermiut fjord betragtet som værende en delvist begrænsende faktor for udviklingen af turismen i det grønlandske 'Patagonien', som Kap Farvel-området ofte betegnes.

Billigere elforsyning er nødvendig for en erhvervsudvikling i Nanortalik, for at særlig byens hjerte, fiskefabrikken, også i fremtiden har mulighed for at udvikle sig. Ib Lennert Olsen ser også med stor interesse på planerne omkring etablering af et vandkraftværk ved Tasiusaarsuk i Tasermiut fjorden. Erhvervslivet i Nanortalik skal derfor opfordre Selvstyret, Kommune Kujalleq og Nukissiorfiit til at arbejde tæt sammen med Siemens omkring disse planer.

Nanortalik har kun en lille Bell 212-helikopter til at betjene byen. Byen er ofte isoleret af storisen, og dermed ganske afhængig af lufttransport.

– Den planlagte kortbane i Nanortalik bør fremmes for en snarlig opstart af anlægsarbejdet, hvorved byen kan betjenes med fastvingede fly med langt større kapacitet, såvel med tanke på passagerer som flyfragt, sagde Ib Lennert Olsen ifølge pressemeddelelsen.

Borgmester Jørgen Wæver Johansen støtter tankerne om en snarlig opstart af anlæggelsen af en lufthavn i Nanortalik som en del af helhedsløsningen for luftfartsstrukturen i Kommune Kujalleq.

– Arbejdet bør igangsættes snarligt, først med anlæggelse af en vej ud til et kommende lufthavnsområdet i Nanortalik, for at få kickstartet økonomien og reducere ledigheden i byen, siger Jørgen Wæver Johansen i følge pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS