True North Gems
Nærlæs historisk rubinmine-aftale
IBA-aftalen mellem True North Gems Greenland, selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq er nu blevet offentliggjort
Historiens vingesus blev nævnt i forbindelse med underskrivelsen af IBA-aftalen mellem True North Gems Greenland, selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq, da aftalen blev underskrevet i forsamlingshuset i Qeqertarsuatsiaat den 16. juni.
Det skete, da borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit, naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut og direktør i True North Gems Bent Olsvig Jensen underskrev den såkaldte Impact Benefit Agreement - forkortet IBA-aftale - om rubinmineprojektet ved Qeqertarsuatsiaat.
Nu er hele aftalen netop blevet offentliggjort på Naalakkersuisut.gl.
Se billeder: Historisk aftale underskrevet
Formål med IBA-aftalen
- IBA-aftalen har til formål at optimere de positive aspekter af rubinmineprojektet og minimere de negative aspekter, således at der sikres et socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt mineprojekt i Grønland, som det hedder.
Et centralt element i aftalen er beskæftigelse af grønlandsk arbejdskraft.
True North Gems Greenland har tidligere lovet at beskæftige mindst 75 procent grønlandsk arbejdskraft ud af den samlede arbejdskraft, der skal anvendes i mineprojektet. Desuden vil selskabet til hver en tid have fem grønlandske lærlinge tilknyttet.
Læs: True North Gems får udnyttelsestilladelse
Læs: Jens B. til tops i True North Gems Greenland
Derudover har selskabet i form af IBA-aftalen økonomisk forpligtet sig til indbetaling af midler til uddannelsesmæssige og opkvalificeringsmæssige formål.
Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard sagde under sin tale i Qeqertarsuatsiaat i forbindelse med underskrivelsen af IBA-aftalen, at samarbejdsaftalen skal være med til at sikre lokal forankring i projektet.
Læs: True North Gem skal betale royalty
True North Gems Greenland afsætter midler til sociale og kulturelle formål, og i 2014 og 2015 vil der blive afsat 100.000 kroner årligt. Det årlige beløb vil stige til 250.000 kroner fra 2016 og indtil minens nedlukning.
Med IBA-aftalen bliver der også genoprettet lokale slibefaciliteter i Qeqertarsuatsiaat samt arrangeret kurser i slibning af ædelsten.
Læs IBA-aftalen på engelsk her eller på grønlandsk her