MobilePay slår alle rekorder
Onsdag kom MobilePay til Grønland og tjenesten har taget landet med storm. Det melder både Tele-Post og MobilePay. Sidstnævnte mener, det må være verdensrekord for udrulning af den type tjeneste.
Allerede første dag med mulighed for MobilePay har 4200 abonnenter anmodet om et dansk nummer hos Tele-Post, som man skal bruge ved oprettelse på tjenesten MobilePay her i landet. Og tallet er støt stigende på anden dagen, lyder det fra Tele-Post.
MobilePays pressechef er imponeret over modtagelsen i Grønland.
- Jeg kan ikke forestille mig, at der nogensinde har været så hurtig en udrulning af den type tjeneste noget sted i verden. Det er selvfølgelig små tal, fordi I er en lille befolkningsgruppe, men relativt set må det være noget af det hurtigste i verden nogensinde, hvis ikke det hurtigste, siger Peter Kærgaard til Sermitsiaq.AG
Reaktionen bygger på to nøgletal for det første døgn af udrulningen, fortæller pressechefen. Over 4500 har tilknyttet et dansk nummer på deres Tusass hos Tele-Post og 1500 er allerede færdige med at oprette sig som brugere af MobilePay. Det er ud af en målgruppe på 40.000 personer over 13 år, der har mulighed for at oprette sig.
Tekniske problemer undervejs
Og så kan man jo undre sig over, at tjenesten ikke har gjort sit indtog for længe siden. Men det er simpelthen de tekniske udfordringer, der har drillet, forklarer Peter Kærgaard.
-Der skal lyde en stor tak til Grønlands Banken og Tele-Post, som har bidraget til, at Mobilepay nu er blevet en realitet i Grønland, siger Peter Kjærgaard.
Tele-Posts direktør Kristian Reinert Davidsen er både glad og stolt over, at det er lykkes at levere en løsning, der gør det muligt for brugere i Grønland at få adgang til MobilePay.
-Det er gået over alt forventning med lanceringen af dette, og der er overraskende mange, der allerede har fået et dansk bagvedliggende telefonnummer tilknyttet deres Tusass abonnement. Vi kan se, at rigtig mange har haft brug for dette, og vi forventer at endnu flere vil efterspørge et dansk mobilnummer den kommende tid, siger han til Sermitsiaq.AG.