Mittarfeqarfiit: Indlemmelse i KAIR forventes at blive en stor opgave
En større opgave for Mittarfeqarfiit i 2022 bliver formentlig at gøre virksomheden klar til at blive en del af Kalaallit Airports, fortæller direktør Henrik Estrup. Han forventer desuden, at coronapandemien fortsat vil påvirke Mittarfeqarfiit, da udenrigstrafikken ventes at lande på omkring 75 procent af 2019-niveauet.
Mittarfeqarfiit driver 13 lufthavne og 46 helikopterflyvepladser her i landet, og derfor har selskabet igen i 2021 været hårdt plaget af coronapandemiens påvirkning af passagertrafikken.
Det fortæller direktør Henrik Estrup i et interview med Sermitsiaq.AG.
- Vi har hele året formået at holde alle flyvepladser åbne, således at vi har sikret passagertransport samt SAR og ambulanceflyvninger i hele landet.
- Vores medarbejdere har mange steder ydet en ekstraordinær indsats for at sikre, at lufttrafikken i landet har kunnet opretholdes, og Grønlands selvstyre har ydet den nødvendige understøttelse af Mittarfeqarfiit, da indtjeningen naturligvis har været kraftigt negativt påvirket af den begrænsede passagerbeflyvning, udtaler Henrik Estrup i et skriftligt svar.
Forventer at nå 85 procent på indenrigstrafik
I 2020, hvor pandemien begyndte, kom Mittarfeqarfiit ud med et underskud på 15,9 millioner kroner, og nettoomsætningen faldt med tæt ved 150 millioner kroner.
Direktøren forventer, at pandemiens præg på passagertrafikken vil fortsætte:
- Eurocontrol forventer med udgangen af 2022 at have nået 72 procent af 2019 niveauet for passagertrafik. I Mittarfeqarfiit forventer vi i 2022 at nå 75 procent på udenrigstrafik og 85 procent på indenrigstrafik i forhold til passagertallene for 2019.
- Alle lufthavne og helikopterflyvepladser forventes fortsat at skulle holdes normalt åbne, og vi forventer derfor også i 2022, at Grønlands Selvstyre vil understøtte Mittarfeqarfiit, siger Henrik Estrup.
Skal forventeligt omdannes til aktieselskab
Når direktøren ser frem mod 2022 venter der en opgave, som vil kræve en ekstra indsats af Mittarfeqarfiit - nemlig sammenlægningen med Kalaalllit Airpoirts.
- På Inatsisartuts forårssamling i 2022 forventer vi, at der bliver behandlet et forslag om at omdanne Mittarfeqarfiit til et aktieselskab, samt indskyde Mittarfeqarfiit A/S som et datterselskab til Kalaallit Airports Holding A/S. Baggrunden for dette er et ønske om, at der ikke skal være to organisationer, der driver lufthavne i Grønland, og dermed blandt andet kommer til at konkurrere om de samme ressourcer.
- Den forventede selskabsdannelse og indskud forventes at give en del opgaver med at tilpasse systemer, opgaver med mere, udtaler Henrik Estrup.