hæder
Mini-rederi indstillet til luksus-pris
Ilulissat Water Taxi er med i opløbet om at vinde speciel pris for turist-segmentet, der søger det ypperste af det ypperste
De kalder sig selv for Grønlands mindste rederi. Snart kan de muligvis også kalde sig for vindere i en kategori i forbindelse med en pris fra klodens mest luksuriøse turist-site.
Ilulissat Water Taxi med deres knaldgule Targa 25 er nemlig blevet nomineret til en pris af The Luxury Travel Guide. Det er et betalingssite målrettet luksus-segmentet, som foretrækker unikke og eksklusive ferieoplevelser – og som vel at mærke også har alle moneterne til at betale for det.
Nomineringen er sket på baggrund af 12 månders research bl.a. via spørgeskemaer udsendt til sitets to millioner brugere. Her har der altså været en eller flere som har rost Ilulissat Water Taxi. Herefter er det op til et dommerpanel hos The Luxury Travel Guide at tage stilling til om det grønlandske turist-rederi skal gå hele vejen og snuppe prisen.
Unikke udflugter
At Ilulissat Water Taxi er blevet nomineret til niche-prisen overrasker egentlig ikke Malik Milfeldt, senior pr-ekspert hos Visit Greenland
– Hvad Grønland mangler af eksempelvis luksushoteller, opvejes jo til gengæld af de luksusoplevelser man kan få her til lands. Og her er der nogle operatører, som gør det mere end bare godt, og som har forstået, at man er nødt til at anstrenge sig ekstra, have fokus på alle detaljer og altid gøre sit bedste for til alle tider at opfylde kundens ønsker. Over for den slags kunder inden for luksussegmentet går det ikke an at tilbyde standardprodukter eller udflugter som bare kopieres fra den ene dag til den anden dag 1:1, og dette segment forstår og imødekommer Ilulissat Water Taxi til fulde, siger Malik Milfeldt.
Stort skulderklap
Ilulissat Water Taxi blev søsat i marts 2013 med tilbud om ture rundt i Diskobugten, og har direktør Anders Lykke Laursen i spidsen.
– At han og virksomheden er blevet nomineret for den kurs han sætter og den høje service han leverer, fortjener ære og respekt. Og uanset udfaldet er det et stort skulderklap til et lille selskab, der altid sætter kunden i centrum og er 100 procent dedikeret med sit arbejde, siger Malik Milfeldt.