Mangel på dyrlæge skaber utryghed
Det er problematisk, at der ikke er en embedsdyrlæge i Sydgrønland. Det mener forkvinden for Fåreholdernes Fælles Organisation, der ikke er synderligt begejstret for planen om at lave en central veterinærmyndighed i Nuuk.
Får, heste og køer samt familiedyr som hunde og katte.
Dem finder man i Sydgrønland, hvor landbruget, som er spredt langs de frodige fjorde, er en central del af selvopfattelsen. Men siden juni 2022 har der ikke været en embedsdyrlæge - og det er et problem.
Det mener Elna Jensen, forkvinde for Fåreholdernes Fælles Organisation.
Hun forklarer, at det skaber utryghed blandt fåreholderne.
- Vi har ikke nogen vagttelefon, som vi kan ringe til. Når vi skal give penicillin, så skal vi snakke med en dyrlæge først, men dyrene bliver ikke kun syge mellem klokken 8 og 16. Det er et problem.
Læmningen til foråret
Forkvinden oplyser, at det i dag fungerer således, at man skal ringe via Selvstyret i Nuuk. Det skulle man ikke i sommer. Der kunne man på alle døgnets 24 timer ringe til vagttelefonen og dyrlægen i Qaqortoq ved akutte tilfælde.
Elna Jensen er særligt bekymret for læmningen til foråret, hvor fåreholderne tager imod årets lam - og som det ser ud lige nu - uden mulighed for fysisk hjælp fra en dyrlæge.
- Der er som regel behov for, at vi kan kontakte en dyrlæge - nogle gange er der akut behov, at en dyrlæge møder op.
Hun forklarer mere generelt med henblik på sundhed og velfærd i dyrebestanden, at der også er behov for, at en dyrlæge kommer rundt på fåreholderstederne, og at kontakten med dyrlægen bliver holdt ved lige for eventuelle skavanker i besætningen.
En anden løsning
Den senest ansatte embedsdyrlæge i Sydgrønland rejste efter kort tid og efter omfattende rekrutteringsproblemer, arbejdes der nu på en plan om at lave en central veterinærmyndighed i Nuuk, hvorfra dyrlæger kan rejse ud i landet.
Sådan lyder det i et paragraf 37-svar af Karl Tobiassen, naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst. Men den løsning er ikke optimal, hvis man spørger Elna Jensen.
- Det er en tryghed i, at man har en dyrlæge i Qaqortoq, som man kender og som hurtigst muligt kan komme i en båd, specielt under lemningen i foråret og om sommeren.
Konsekvensen er ifølge forkvinden, at der skal aflives flere dyr. Hun peger selv på, at man bør begynde at kigge på dyrlæger uden for Danmark, og i stedet bør kigge på muligheden for at ansætte dyrlæger fra for eksempel Island, Norge og Tyskland.
- De har mange gode dyrlæger i Island, som er vant til forholdene her.