Magtanalyse: Ligestillingen halter gevaldigt i erhvervslivet

Inden for forskning og offentlig forvaltning udgør kvinderne et lille flertal, mens kun to ud af 22 topposter i det private erhvervsliv bestrides af kvinder, viser en analyse af Grønlands magtelite.

Offentliggjort

38 procent af de 123 mest magtfulde mennesker i Grønland er kvinder. Det er en højere andel af kvinder i eliten end i for eksempel Danmark, hvor en undersøgelse har vist, at kun 26 procent af eliten er kvinder.

Det har to forskere fundet frem til i en kortlægning af magteliten i Grønland.

Når forskerne kigger nærmere på tallene, så dækker de over, at der i nogle sektorer er ligestilling, hvad angår kønnene, mens andre halter efter.

Kun to kvinder på topposter

Der, hvor ligestillingen har trange kår, er især i de offentligt ejede selskaber og i det private erhvervsliv:

- Der er dobbelt så mange mænd i de offentligt ejede selskabers bestyrelser og direktioner.

Forskerne bag magtanalyse

Morten Fischer Sivertsen er cand.scient.soc og Ph.D-studerende ved Roskilde Universitet.

Anton Grau Larsen er adjunkt ved Roskilde Universitet og Copenhagen Business School.

Begge forsker i eliter og magt.

- Særligt i det private erhvervslivs topstillinger finder man en imponerende ulige ratio mellem kønnene, hvor 22 personer er mænd og blot 2 kvinder, skriver forskerne Morten Fischer Sivertsen og Anton Grau Larsen i deres artikel Magteliten i Grønland.

LÆS OGSÅ: Forskere om elite: Betingelser for kammerateri er til stede

Til gengæld er der ligestilling inden for en række andre sektorer, påpeger forskerne.

- I forskningsverdenen og i den offentlige administration er kvinderne rent faktisk i marginalt overtal, mens de udgør lige under halvdelen hos interesseorganisationerne og i det politiske felt, konkluderer de to forskere

Powered by Labrador CMS