Lufthavns-materiel på vej til Nuuk
Arbejdet med at anlægge Nuuks nye lufthavn går i gang i løbet af oktober.
I slutningen af denne måned ventes den danske entreprenør Munck Gruppen at begynde arbejdet med at bygge den nye lufthavn i Nuuk.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
- Det går helt efter planen. Foreløbig venter vi på, at entreprenørselskabet får de endelige byggetilladelser fra henholdsvis Sermersooq Kommunia og selvstyret til at kunne starte anlægsarbejdet, siger administrerende direktør Peter Wistoft fra bygherren Kalaallit Airports (KAIR).
Mandag den 23. september sejlede fragtskibet BBC Lagos ud fra Nyborg Havn på Fyn med store entreprenørmaskiner.
I Húsavik og Hafnafjordur i Island blev der lastet mere materiel og beboelsesmoduler til Muncks medarbejdere i Nuuk. Derefter gik turen til Nuuk, hvor skibet ventes at anløbe torsdag den 10. oktober.
Camp
Muncks medarbejdere kommer i Nuuk til at bo i en camp, hvor der også er kontorer og plads til entreprenørmaskiner ved den gamle lufthavn, der skal udvides til en ny lufthavn med en landingsbane på 2.200 meter.
I gennemsnit regner entreprenørselskabet at skulle bruge godt 100 medarbejdere og i perioder op til et par hundrede. I november og december 2019 kommer fragtskib nummer to til Nuuk med boregrej og yderligere materiel.
Læs hele artiklen i Sermitsiaq – få adgang til avisen herunder: