Lufthavne
Lokkemiddel: Lavere skat til lufthavns-investorer
Naalakkersuisut vil med en attraktiv skattesats gøre sig lækker over for de investorer, som vil anlægge de tre planlagte lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.
De udenlandske arbejdere, som ventes at stå for etableringen af lufthavnen, skal ikke underlægges samme skat som alle mulige andre her i landet.
Skat på 35 procent
Derimod er det planen via det nye lovforslag, der blev fremlagt i dag og skal hastebehandles over fire dage i næste uge, at udlændingene skal slippe med at betale 35 procent af bruttoindkomsten. Til gengæld vil den udenlandske arbejdskraft ikke have ret til personfradrag med videre, som det formuleres i forelæggelsesnotatet fra naalakkersuisoq for skat og finanser Aqqaluaq B. Egede.
- En vedtagelse af disse dele af forslaget på indeværende samling er således særligt egnet til at konsolidere selskabets forhandlingsgrundlag i drøftelserne med eksterne investorer og dermed fremme arbejdet med anlæggelsen af de nye lufthavne, som Inatsisartut har pålagt Naalakkersuisut at arbejde for, skriver Aqqaluaq B. Egede.
Kommunerne forbigåes
Et andet element i lovforslaget sikrer, at alle skatteindtægter fra den udenlandske arbejdskraft alene skal tilfalde landskassen. Normalt skal kommunerne have deres del af skattekagen, men ikke i dette tilfælde.
Læs også: Lynlov skal sikre penge til nye lufthavne
I begrundelsen hedder det, at ”de omfattede udefrakommende arbejdstagere, typisk ikke vil belaste kommunerne med højere udgifter til eksempelvis arbejdsmarkedsydelser, skoler eller børnepasning”.
Begge elementer i lynloven skal sikre, at Landskassen har de nødvendige midler til at finansiere de nye lufthavne.
Mindske låneoptag
- En højere landskassefinansiering forventes at kunne mindske det låneoptag, der skal ske i regi af lufthavnsselskabet, Kalaallit Airports A/S, hvilket mindsker de fremtidige renteomkostninger for selskabet og kan lede til en bedre projektøkonomi og lavere brugerbetaling, oplyser Aqqaluaq B. Egede.