KNI-direktør i retten: Måneders venten snart slut

KNIs tidligere administrerende direktør, Peter Grønvold, der er anklaget for en række tilfælde af blufærdighedskrænkelser mod kvindelig ansatte, får om kort tid afgjort sin sag ved kredsretten.

KNIs forhenværende administrerende direktør, 61-årige Peter Grønvold Samuelsen, erklærer sig uskyldig i anklagerne om blufærdighedskrænkelser.
Offentliggjort

Uanset sagens udfald i Qeqqata Kredsret den 1. og 2. februar, er det næsten uundgåeligt, at dommen bliver anket. Det skriver avisen AG.

For parterne står i udgangspunktet så langt fra hinanden, at det forekommer usandsynligt, at de vil tage imod en afgørelse, der går deres påstand imod.

For anklagerens vedkommende er påstanden, at KNIs forhenværende direktør, Peter Grønvold Samuelsen, skal tre måneder i anstalten for domfældte. Hans forsvarer, Finn Meinel, derimod, går efter at få sin klient pure frifundet.

Sagen omfatter i alt fem forhold, som alle handler om kriminallovens §84, blufærdighedskrænkelse.

Anklagerne går konkret på, at Peter Grønvold Samuelsen har berørt og befølt kvinder på nakken, skuldre og hofter. Han har ifølge anklageskriftet også krammet og kysset kvinder på kinden. De forskellige tilfælde af grænseoverskridende adfærd i form af uønskede berøringer og opførsel har dels fundet sted på KNIs hovedkontor i Sisimiut, dels på tjenesterejser rundt om i Grønland.

Den tidligere administrerende direktør har mindst en gang taget fat i stroppen på en kvindelig ansats bh, ligesom han har skullet have udtalt: ”Qanorli siniffimmut qilersorlutit” hvilket på dansk kan oversættes til ”Tænk at binde dig fast i sengen”.

Et af de fem forhold daterer sig tilbage i første halvår af 2016, hvor Peter Grønvold Samuelsen ligeledes står anklaget for at have befølt en medarbejder på nakken, nedad ryggen samt på siden af kroppen. Samtidig har han spurgt ind til medarbejderens og dennes kærestes sexliv, hvilket var med til at krænke hendes blufærdighed.

Læs hele artiklen i ugens AG, som du kan downloade og købe herunder:

Powered by Labrador CMS