Kaos i Aarhus Havn

Flere grønlandske fisk- og skaldyrseksportører i Danmark melder om kaoslignende tilstande i Aarhus Havn med ventetid på udlevering af containere og kilometerlange køer ud og ind af havnen. De appellerer igen til Royal Arctic Line om, at Aalborg kommer tilbage i rutenettet.

De grønlandske fisk- og skaldyrseksportører er ikke tilfredse med servicen og infrastrukturen i Aarhus Havn, og appellerer igen til Royal Arctic Line om at genindsætte Aalborg Havn i rutenettet.
Offentliggjort

For nylig sendte APMT, der sørger for at losse og laste skibe i Aarhus Havn, en mail til kunderne om, »at der er en stigende risiko for flaskehals i containerforsyningskæden, efterhånden som lagrene fyldes op og opholdstiden øges, hvilket tvinger selskabet til at handle for at holde terminalen flydende og opretholde driften«.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Kunderne opfordres blandt andet til at aflevere containere så sent som muligt og hente containere så hurtigt som muligt. Derudover afstår APM Terminals fra at tage imod tomme tørlastcontainere til terminalen. Hvis situationen ikke forbedres i løbet af nogle dage, vil man være nødt til at begrænse adgangen for containere med tørlastvarer.

Det er ikke kun losning og lastning af skibe, der er presset for tiden. Også infrastrukturen omkring Aarhus Havn er udfordret af de mange lastbiler, der skal til og fra havneområdet, og der meldes periodevis om 2-3 timers kø til og omkring containerterminalen.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS