Kalaallit Airports offentliggør sprængnings-plan
En plan for, hvor meget og hvor der skal sprænges fjeld i forbindelse med etableringen af den nye lufthavn i Nuuk, er netop offentliggjort.
Onsdag indledte Munck Gruppen den første ceremonisprængning og i henhold til VVM-godkendelsen skal entreprenøren udarbejde en tidsplan for de kommende sprængninger tre måneder frem i tiden. Den er nu tilgængelig på Kalaallit Airports hjemmeside.
Det viser sig, at entreprenøren lægger blødt ud med mindre sprængninger af 1.000 til 5.000 kubikmeter fjeld for så at øge antal og mængde med mere end 20.000 kubikmeter fjeld.
Starter i syd
Sprængningerne vil til en start foregå i den sydlige ende af lufthavnen og på den anden side af lufthavnsvejen, hvor beboelsescampen for de mange medarbejdere skal ligge.
Tidligere har Kalallit Airports meldt ud, at man alene skulle sprænge fjeld onsdag og søndag morgen i en tidsperiode på to timer. Den plan er ændret, fordi Munck Gruppen foretrækker at fokusere sine sprængningsaktiviteter fuldt ud i Nuuk og først efter to år begynde i Ilulissat. Det betyder, at sprængninger vil kunne foregå alle dage i løbet af en uge i tidsrummet 07.00 til 22.00.
Bjergboringer
Lufthavnsselskabet oplyser, at bjergboringer vil kunne ske døgnet rundt under hensyntagen til de gældende støjkrav.