ETM HENTER FORSTÆRKNING

Jeppe Kofod og Friis Arne Petersen skal rådgive Kuannersuit-selskab

Den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen og den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod er indtrådt i Energy Transition Minerals' advisory board, og skal yde strategisk rådgivning til det australske selskab, der netop nu kører retssag mod selvstyret. – De må stå på mål for selskabets ageren, siger naalakkersuisoq for råstoffer, mens miljøorganisation kalder det "uforståeligt at de to vil kompromittere sig selv på den måde." 

Tidligere udenrigsminister for socialdemokratiet Jeppe Kofod (tv) og tidligere topdiplomat og ambassadør Arne Friis Petersen er indtrådt i Energy Transition Minerals advisory board, og skal understøtte selskabets dialog med grønlandske og danske interessenter.
Offentliggjort

Energy Transition Minerals (ETM), som har efterforskningslicens til Kuannersuit projektet ved Narsaq, meddeler, at tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod og tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen er udpeget til selskabets nyetablerede Advisory Board.

Advisory Boardet skal med selskabets egne ord bidrage med "strategisk rådgivning i forbindelse med selskabets aktiviteter i Grønland – med særligt fokus på Kuannersuit-projektet for sjældne jordarter", og "understøtte selskabets dialog med grønlandske og danske interessenter og rådgive om politiske forhold". 

Åben og ansvarlig dialog

Om sin tiltrædelse udtaler Jeppe Kofod i pressemeddelelsen: 

“Kuannersuit har potentiale til at skabe varig værdi for Grønland – gennem arbejdspladser, etablering af ny infrastruktur og øget økonomisk selvstændighed. Men det kræver tillid og en fælles forståelse af, hvordan det skal ske. Jeg tror på, at der findes en vej frem, som både respekterer lokale bekymringer og bredere samfundsinteresser. Jeg ønsker at bidrage til en åben og ansvarlig dialog, der kan føre til langsigtede løsninger til gavn for Grønland.”

Lokalt udviklingspotentiale

Den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen, der blandt andet har været ambassadør i USA, Kina og Tyskland samt været direktør for udenrigsministeriet, tilføjer:

“Muligheden for at udvinde sjældne jordarter i Grønland på ansvarlig vis rummer ikke alene et betydeligt lokalt udviklingspotentiale – det udgør også en strategisk ressource i den globale grønne omstilling. Disse jordarter er afgørende for de teknologier, der muliggør afkarbonisering. Når projekter som Kuannersuit udvikles med høj gennemsigtighed, høje miljøstandarder og i tæt samspil med lokalsamfundet, vil de bidrage til både regionale og internationale interesser i en tid, hvor behovet for stabile forsyningskæder og ansvarlig ressourceudnyttelse vokser markant.”

Oplever fremdrift i sagen

Ifølge ETM’s administrerende direktør, Daniel Mamadou, så er er advisory-boardet udpeget, fordi selskabet "oplever fremdrift i sagen".  

"Vi er fast overbeviste om, at vi har en stærk sag, som vi vil forfølge. Projektet er uretfærdigt sat på pause, og derfor er vi optaget af at finde fælles fodslag med både grønlandske og danske politikere og myndigheder.”

Sagsanlæg mod selvstyret 

I sidste uge kom det frem, at voldgiftsretten har besluttet, at spørgsmålet om retten til at udnytte mineraler ved Kuannersuit, ikke kan føres for en voldgiftsret og at den danske stat ikke kan være part i sagen.

Ifølge Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA), så skal udgifterne på 18,7 mio. kroner som selvstyret har haft til voldgiftssagen, der blev anlagt af Energy Transition Minerals i 2022, dækkes af ETM. 

ETM og det grønlandske datterselskab Greenland Minerals kører nu deres sag videre ved Grønlands Landsret og byretten i København med samme påstande som i voldgiftssagen: Krav om en udnyttelsestilladelse subsidiært 80 mia. kroner i erstatning. 

– Med deres indtræden er det min opfattelse at de fremover repræsenterer selskabets interesser og må kunne stå på mål for selskabets ageren. Det bør man have i baghovedet når de to fremover udtaler sig om Grønland eller den juridiske tvist mellem Grønlands Selvstyre og Greenland Minerals A/S, siger naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen.

Repræsentanter for selskabet 

Om de to tidligere topfolks indtræden i ETM's advisory board, siger Naaja H. Nathanielsen til Sermitsiaq.

– Det har ikke undgået min opmærksomhed, at den tidligere danske udenrigsminister, Jeppe Kofod og den tidligere danske ambassadør i USA, Friis Arne Petersen har valgt at indtræde i et Advisory Board for selskabet Energy Transition Minerals, ETM, der er moderselskab til Greenland Minerals A/S, som fører retssag mod Grønlands Selvstyre om retten til en udnyttelsestilladelse for uran og kritiske mineraler. 

- Som medlem af et Advisory Board skal man bibringe selskabet specialiseret viden, erfaring og netværk til at hjælpe virksomheden med at navigere i udfordringer og udnytte muligheder. Med deres indtræden er det min opfattelse at de fremover repræsenterer selskabets interesser og må kunne stå på mål for selskabets ageren. Det bør man have i baghovedet, når de to fremover udtaler sig om Grønland eller den juridiske tvist mellem Grønlands Selvstyre og Greenland Minerals A/S.

–Det er helt uforståeligt, at en tidligere dansk udenrigsminister og socialdemokratisk toppolitiker og en respekteret og verdenserfaren karrierediplomat kompromitterer sig selv ved at samarbejde med et mineselskab, der åbenlyst forsøger at undergrave det grønlandske selvstyre, siger Niels-Henrik Hooge fra miljøorganisationen NOAH.

Helt uforståeligt og kompromitterende 

Hos miljøorganisationen NOAH er talsperson Niels Henrik Hooge mildest talt  overrasket over udnævnelsen af Jeppe Kofod og Friis Arne Petersen til det australske selskabs advisory board. 

–Det er helt uforståeligt, at en tidligere dansk udenrigsminister og socialdemokratisk toppolitiker og en respekteret og verdenserfaren karrierediplomat kompromitterer sig selv ved at samarbejde med et mineselskab, der åbenlyst forsøger at undergrave det grønlandske selvstyre.

- Igennem ti år manipulerede ETM med den grønlandske offentlighed og da Kuannersuit-projektet omsider blev lukket ned af hensyn til folkesundheden og miljøet i 2021, sagsøgte mineselskabet Naalakkersuisut for 76 milliarder kr. – næsten fire gange Grønlands BNP. Retssagen er ren chikane, hvad senest voldgifsretten i København har dokumenteret, og ETM står nu til at tabe en retssag i Grønland. Jeppe Kofoed og Friis Arne Petersen burde vide bedre end at forsøge at redde denne synkende skude, siger Niels Henrik Hooge. 

Powered by Labrador CMS