Iværksætterpris til Ittu
Forretningsindehaver Stefan Ittu Hviid er blevet hædret med en iværksætterpris på 25.000 kroner
Under den igangværende ’Future Greenland’-konference i kulturhuset Katuaq i Nuuk var der onsdag grund til ekstra smil hos forretningsindehaver Stefan Ittu Hviid fra Nuuk.
Han fik nemlig overrakt en check på 25.000 kroner af Grønlandsbankens Erhvervsfond.
Formanden for erhvervsfonden Kristian Lennert sagde blandt andet:
- Ittu, du har med alle de kendetegn, der er for en iværksætter, stået som den store drivkraft i etableringen af Nuuk Center, der stod færdig sidste sommer. Alle, der har fulgt dig og projektet igennem efterhånden en lang årrække, ved, at du med vedholdenhed, personligt engagement og en klar vision har været afgørende for, at Nuuk med Nuuk Center har taget et kvantespring, når det gælder detailhandel i Nuuk. Et kvantespring, der har skærpet udbuddet over for byens borgere og samtidig i nye moderne rammer.
Læs ”Nutidens nostradamusser snakker løs”
Se billeder i "Galleri: Future Greenland"
Grønlandsbankens Erhvervsfond har i en årrække uddelt en iværksætterpris til en person, som i løbet af sit virke ’har vist særlig handlekraft, engagement og ekstraordinært initiativ’.
’Future Greenland’-konferencen slutter i dag torsdag.