Isen indskrænker Sarfaq Ittuks rute
Vestisen udfordrer også Sarfaq Ittuk, der starter årets sæson med rute til Maniitsoq i vest og Qaqortoq i syd.
Rejsende fra Sisimiut kan foreløbig ikke komme med i Sarfaq Ittuk, når rederiet starter sin sæson på fredag den 25. marts.
Det meddeler Arctic Umiaq Line i en kort pressemeddelelse.
Grundet vestisen er rederiet udfordret med at holde sin normale rute mellem Sisimiut og Qaqortoq på denne tid af året, og derfor vil Sarfaq Ittuk sejle mellem Maniitsoq og Qaqortoq, indtil isen bryder op.
- På denne tid af året plejer skibet at sejle til Sisimiut i nord, men is forholdene gør det ikke muligt at sejle til Kangaamiut eller Sisimiut denne weekend. Sarfaq Ittuk vil derfor kun sejle til Maniitsoq, skriver rederiet i en kort meddelelse.
Kunder, der bliver påvirket, bedes kontakte Arctic Umiaq Line.
Tyk vestis udfordrer
Vestisen spænder ikke kun ben for Sarfaq Ittuk. Også Mary Arctica har opgivet at sejle til Diskobugten de seneste tre gange, da vestisen ved Diskobugten er for tyk.
Mary Arctica har dog kunnet sejle op til Sisimiut, da skibet har en stærkere motor og en højere isklasse, og dermed kan klare mere is end Sarfaq Ittuk.