Hotel Arctic er blandt de bedste vinterhoteller
Big7travel, der anmelder og anbefaler hoteller over hele verden har valgt Hotel Arctic i Ilulissat som femte bedste hotel i verden at besøge om vinteren. Det er god reklame for byen, siger direktøren.
Big7travel, der er en hjemmeside som anmelder og anbefaler hoteller over hele verden kårer Hotel Arctic det femte bedste hotel, man kan rejse til om vinteren.
- Hotel Arctic er de nordligste 4-stjernede hotel i verden. det ligger lige ved siden af Isfjorden, der er listet i UNESCO’s verdensarvsliste. Hotellets fire iglooer har udsigt til en lind strøm af isbjerge, der flyder forbi, har behagelige dobbeltsende, fladskærms-TV og adgang til varmt brusebad, lyder det i anmeldelsen.
Hotel Arctics direktør, Morten Nielsen, glæder sig over kåringen:
- Det er selvfølgelig fedt, at man ligger nummer fem. Det er meget flot. Men man skal huske, at det også er en god reklame for hotellets omgivelser og det tilbud, som Ilulissat har. Jeg tror, at flere vil interessere sig for at finde ud af, hvad byen tilbyder af aktiviteter, siger Morten Nielsen til Sermitsiaq.AG.
Godt hotel-år
De seneste par års coronapandemi har påvirket turist- og hotelbrancher over hele verden. Også Hotel Arctic har oplevet markant færre gæster i 2020 på grund af coronapandemien. Hotellets omsætning styrtdykkede fra 51 millioner kroner i 2019 til 28,5 millioner kroner i 2020, mens egenkapitalen fortsat var solid og lå på 54,5 millioner kroner.
Morten Nielsen oplyser, at forventningen for i år er tilfredsstillende, og at der har været flere gæster trods en pandemi og restriktioner.
- Og for første gang holder vi åbent nytårsaften. Her har i alt 70 udefrakommende gæster booket værelse, for at fejre nytår på Hotel Arctic. Deres ophold er på i alt fem dage, så det er dejligt, at der fortsat sker noget, siger Morten Nielsen.
Han oplyser, at Hotel Arctic planlægger at renovere 22 værelser mere. I 2019 blev i alt 30 værelser renoveret.