Hjemmestyret indgår samarbejdsaftale med Alcoa
Landsstyret har besluttet at indgå aftale med det amerikanske aluminiumsselskab Alcoa Inc. Aftalen medfører et samarbejde om et studium af mulighederne for i Grønland at anlægge et aluminiumssmelteværk.
En model af Alcoas smelteværk i Island. Værket i Grønland bliver af samme type.
Smelteværket skal have en produktionskapacitet på 340.000 tons pr. år.
Aftalen omfatter også studier af et system af vandkraftværker og projektrelateret infrastrukturudvikling, inklusiv en havn. Det præcise omfang og omkostningsniveau for hele projektet vil blive bestemt, når projektplanen er gennemført, oplyser hjemmestyret.
Færdig i 2014
I henhold til aftalen vil parterne igangsætte valg af lokaliteter, miljøstudier, ingeniørmæssige vurderinger og andre projektmæssige aspekter. Såfremt projektet kan gennemføres, forventes det at anlægsarbejdet i forbindelse med vandkraften kan påbegyndes i 2010, mens smelteværket først påbegyndes i 2012. Aluminiumssmelteren vil da formentlig kunne opstarte driften ultimo 2014.
- Aluminiumsindustrien rummer en glimrende mulighed for at vi i Grønland kan udnytte vore vandkraftressourcer til gavn for landets erhvervs- og beskæftigelsesmæssige udvikling. Samtidig er projektet i fuld overensstemmelse med landsstyrets langsigtede mål om, bl.a. ud fra hensynet til det globale miljø, at erstatte kulbrintebaseret energiproduktion med vandkraft , påpeger landsstyremedlem for Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Siverth K. Heilmann i en pressemeddelelse.
Lydhør
Om valget af Alcoa som samarbejdspartner frem for andre interesserede selskaber forklarer Siverth K. Heilmann:
- Alcoa har vist klar vilje til at satse væsentlige ressourcer på at udvikle dette projekt sammen med os. De har samtidig været lydhøre over for Grønlands ønsker om projektets udviklingstempo, miljøproces, uddannelsesindsats mv. Der er endnu langt at gå, og vigtige beslutninger at træffe, før projektet bliver en realitet, men Grønland og Alcoa har med vores samarbejdsaftale nu taget et meget vigtigt skridt på vejen, påpeger landsstyremedlemmet.
Underskrives i maj
For at sikre en hurtig igangsættelse af de vigtige feltundersøgelser, er parterne blevet enige om at aftalen underskrives i forbindelse med det forestående Joint Committee-møde i Ilulissat, 25.-27. maj.
De bedste placeringsmuligheder for det foreslåede smelteværk vil blive valgt i fællesskab af Alcoa og Grønlands Hjemmestyre. De tre kommuner Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut, der alle har udpeget mulige placeringer, støtter alle projektet, og vil indgå aktivt i det videre arbejde.
Den endelige anbefaling vil blive indstillet hjemmestyrets godkendelse.
En gennemførelse af dette projekt vil udgøre en af de største investeringer i Grønlands historie, stimulere økonomisk vækst og diversitet i erhvervslivet, skabe 500-700 direkte, stabile arbejdspladser, og generelt medvirke til at øge Grønlands produktivitet og økonomiske selvbårenhed.