Hjemmearbejde: Fokus på motivation

Ny undersøgelse viser, hvor coronakrisen trykker hårdest i det grønlandske erhvervsliv. Det er vigtigt med fokus på medarbejderne, mener konsulentvirksomheden Visiobox

Offentliggjort

Den helt store udfordring er at holde fanen højt og sikre medarbejdernes motivation. Det viser de foreløbige resultater af en undersøgelse, som den grønlandske konsulentvirksomhed Visiobox gennemfører i disse dage blandt sine kunder.

- De medvirkende respondenter fortæller, at de største ledelsesmæssige udfordringer under COVID-19 har været at håndtere frygt og usikkerhed i organisationen, at sikre en god kommunikation på alle niveauer af organisationen og ledelse af medarbejderne, der arbejder hjemmefra, fortæller seniorkonsulent Christian Keldsen fra Visiobox.

Usikkerhed efter krisen

Der er stor usikkerhed blandt de grønlandske organisationer og virksomheder oveR, hvordan man kommer videre efter krisen:

- Kun en tredjedel af organisationerne og virksomhederne har en plan for, hvordan man etablerer driften efter COVID-19, mens to tredjedele enten ingen plan har eller arbejder på en plan. Fokus retter sig mod at få styrket likviditeten og mindske tabene. Der synes at være et særligt højt fokus på at opdatere organisationernes strategi og sætte nye mål, afledt af situationen.

Visiobox vil bruge undersøgelsen til at målrette rådgivningen til virksomhedens kunder, der fortrinsvis tæller en række større virksomheder, institutioner og organisationer.

Beredskabsplaner og krisekommunikation

Christian Keldsen fortæller, at der siden nedlukningen af Grønland har været behov for at yde rådgivning indenfor blandt andet krisekommunikation, ledelsessparring og udarbejdelse af beredskabsplaner, mens man forventer et øget fokus på strategi og ledelsesmæssige discipliner, når samfundet igen åbner.

Den grønlandske konsulentvirksomhed er selv påvirket af corona-krisen.

- Men heldigvis kan vi gennemføre mange af vores undervisnings- og træningsforløb via nettet, og kunderne har taget de nye løsninger til sig, siger seniorkonsulent Inaluk Brandt:

- Det gælder blandt andet vore coaching-forløb og ledertræningen, der fungerer fint online.

Powered by Labrador CMS