lukrativ ordning

Hardenberg scorer særlig bolighandel

Tidligere chef for formandens departement Svend Hardenberg nåede ifølge research fra Nuuk TV at redde sig endnu en god aftale på falderebet, før han røg ud af selvstyretårnet

Bestyrelsesformand i Greenland Invest, Svend Hardenberg
Offentliggjort

Nuuk TV fortæller tirsdag, at tidligere topembedsmand Svend Hardenberg ud over en længere periode med fortsat chefløn har fået adgang til tvivlsomme rabatter i et nyligt gennemført boligkøb.

Ifølge Nuuk TV endte et ældre imponerende hus i det centrale Nuuk på en pris på 2,7 millioner. Lokalstationen har adgang til dokumentation, der viser, at familien Hardenberg skulle have fået købt den tidligere chefbolig for 225.000 kroner mindre end salgsvurderingen.

Brugte 'lejer til ejer'-ordning
Ud over denne handel skulle Svend Hardenberg have fået adgang til den klækkelige rabat på omtrent 40 procent, som man som beboer i en tjenestebolig kan få, hvis man køber sin bolig efter den eksisterende ordning med 20 års afdrags- og rentefrit lån.

'Lejer til ejer'-ordningen, der har eksisteret siden 2007, har betydet, at selvstyret i gennemsnit kun har fået godt 900.000 kroner i salgsindtægter for hver solgt tjenestebolig. En forordning forbyder ellers at sælge ud af selvstyrets chefboliger, men ifølge Nuuk TV er disse regler blevet ændret, så de tæller som almindelige tjenesteboliger.

Købte bolig sent
I følge Nuuk TV købte Svend Hardenberg boligen så sent som maj måned, selvom han blev fyret fra sit arbejde den 24. februar 2015.

Til sidst har lokalstationen også gravet frem, at Hardenberg-familien, mens håndværkerne arbejdede på forbedringer på tjenesteboligen, før den skulle overtages, skulle have bestilt indlogering på Hotel Hans Egedes dronningesuite i 12 nætter til en værdi af 60.000 kroner.

Se Nuuk TV's indslag i sin fulde længde her.

Hardenberg til genmæle
Selv har Svend Hardenberg en ganske anden version af forløbet end lokalstationen. Han siger til Sermitsiaq.AG, at han ikke er blevet kontaktet af Nuuk TV, før de sendte deres indslag tirsdag aften.

- De (tv-stationen red.) er tydeligvis ikke interesseret i det egentlige sagsforløb, forklarer han.

Ifølge ham blev salget af boligen igangsat i sommeren 2014, mens han endnu var ansat. Og Hardenberg benægter også, at han skulle have sparet lidt under en kvart million på købsprisen.

OPFØLGNING: Hardenberg til Nuuk TV: Der er flere fejl i indslaget

Se også:

Hardenberg bestyrelsesformand

Departementschef Svend Hardenberg fritaget fra tjeneste

Powered by Labrador CMS