Grønlandsbanken kommer godt fra start

Grønlandsbanken har tjent 49,4 mio. kr. i første kvartal af 2023.

- Det er en rigtig fin start på året. Udlånsvæksten er helt afgørende for den markante stigning i indtægterne, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard.
Offentliggjort

Året er begyndt tilfredsstillende hos Grønlandsbanken, der har tjent 49,4 mio. kr. før skat. Det er næsten dobbelt så meget som i første kvartal 2022, hvor banken tjente 26,8 mio. kr.

På den negative side stiger tab og nedskrivninger på bankens udlån til 7 mio. kr. fra 0,7 mio. kr. i første kvartal 2022.

Det skriver Grønlandsbanken i en pressemeddelelse, hvor banken også fremhæver, at negative kursreguleringer på 10,7 mio. kr. i 2022 er vendt til en kursgevinst i 2023 på 7,9 mio. kr.

Banken har øget sit udlån i første kvartal med kr. 45 mio. til samlet kr. 4.399 mio. og sammen med Nationalbankens forhøjede renter er det baggrunden for fremgangen, oplyser banken:

Direktør: Fin start

- Det er en rigtig fin start på året. Udlånsvæksten er helt afgørende for den markante stigning i indtægterne, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard og fortsætter:

- På 15 måneder er udlånet løftet med over kr. 600 mio. og det er en markant udvikling. Det vidner om, at der er gang i særligt erhvervslivets investeringer i Grønland, og så er det for mig også et bevis for, at vi er ganske konkurrencedygtige.

Ifølge banken mærker den endnu ikke meget til udfordringer som følge af stigende renter og inflation.

Bankdirektøren udtaler, at boligejerne er godt beskyttet med fastrentelån, så det er hovedsageligt første-gangs-købere, der kan mærke, at det er blevet dyrere at låne penge. Omvendt får kunder med større indlån i banken nu en rente på deres indestående.

Forventer stigende priser

Martin Kviesgaard forventer dog fortsat stigende priser med stigende leveomkostninger til følge:

- Stigende priser kan mærkes i husholdninger og i byggeriet. Energipriserne må forventes at stige mærkbart fra sidst på året, men pt. påvirker det dermed ikke på anden måde, end at kunderne skal være klar til, at leveomkostningerne må forventes at stige noget.

- Effekten er dermed slet ikke så stor, som i andre lande, udtaler bankdirektøren.

Grønlandsbanken har opjusteret forventningerne til resultatet før skat for hele 2023 til mellem 145-185 mio. kr. Det er betydeligt højere end i 2022, hvor resultatet endte på 109,1 mio. kr.

Powered by Labrador CMS