Grønlandsbanken åbner pengekassen på klem for jollefiskerne

Grønlandsbanken er parat til at yde lån til visse jollefiskere, der allerede er i fiskeriet, hvis de kreditmæssigt lever op til bankens krav. Det skyldes en udmelding fra Naalakkersuisoq Jens Immanuelsen, oplyser banken.

Offentliggjort

Grønlandsbankens direktør Martin Kviesgaard læste med stor interesse Jens Immanuelsens udmelding til Sermitsisaq.AG i går, hvor naalakkersuisoq bebudede handling og indgriben, så jollefiskeriet blev bæredygtigt.

- Vi har set Naalakkersuisoq for fiskeri, Jens Immanuelsen’s, udtalelse om et stop for nye fiskerilicenser og en kommende reduktion af kvoterne til et bæredygtigt grundlag. Det tager vi som udtryk for, at vores nødråb om en bæredygtig politik på området er hørt, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard i en pressemeddelelse.

- Vi ser derfor frem til de skridt Naalakkersuisut vil tage for at reducere fiskeritrykket til et bæredygtigt grundlag, siger han.

Den højst overraskende udmelding kommer blot få dage efter, at Grønlandsbanken med fast mine varslede sin beslutning om et totalt stop for finansiering af jollefiskeriet. Uanset, hvad det skulle koste af kunder.

Åben for finansiering

- Med Naalakkersuisut’s udmelding om, at antallet af fiskere skal reduceres og kvotefastlæggelsen gøres bæredygtig, mener vi, der er sendt et kraftigt signal om bæredygtighed fra Naalakkersuisut. På den baggrund vil vi tage de positive ord for pålydende, og derfor vil banken igen ud fra en almindelig kreditmæssig vurdering finansiere eksisterende fiskere i erhvervet. Stop for finansiering af nye fiskere vil fortsat være gældende, hvilket vi mener harmonerer med Jens Emanuelsens udmelding, udtaler bankdirektør Martin Kviesgaard.

Martin Kviesgaard afviser, at angrebet fra Karl Kristian Kruse, der kaldte bankens beslutning for et “politisk indgreb”, har haft nogen betydning for nu at trække i land.

- Vi har naturligvis set kritiske udmeldinger om bankens holdning og senest fra politisk ordfører Karl Kristian Kruse. Men banken må fastholde at situationen ikke er bæredygtig for fiskeriet, siger Martin Kviesgaard.

Torsdag vågnede næsten samtlige partier med kommentarer til bankens beslutning. Det var Karl Kristian Kruse, der åbnede ballet, der hurtigt blev fulgt op af reaktioner fra Partii Naleraq, Demokraterne og IA.

Få overblik over sagen via temaet: Jollefiskeri

- For mange fiskere og for få fisk er netop problemet ved den nuværende struktur, som også KNAPK har peget på. Samtidig er det et alvorligt problem for de fiskere, der har investeret i materiel de senere år. De har berettiget haft en forventning om en bæredygtig forvaltning, og at deres indkomstgrundlag ikke blev udhulet af for ikke-bæredygtige kvoter og af, at alt for mange nye fiskere er kommet ind i erhvervet. Det indenskærs fiskeri er desværre i et igangværende kollaps, mener bankdirektør Martin Kviesgaard.

Powered by Labrador CMS