Greenland Day: Et tilløbsstykke i Toronto

Der var udsolgt på tilhørerpladserne, da Selvstyret og Grønlands Erhverv holdt Greenland Day på verdens største minemesse PDAC, der i disse dage besøges af cirka 25.000 deltagere fra hele verden.

Trods stor konkurrence med rigtig mange andre begivenheder på den store minemesse i Toronto var der mandag stor interesse for at høre om Grønland som mineland, der blev præsenteret fra forskellige vinkler såsom politisk, kommercielt og geologisk.

- Vi har 32 virksomheder med som del af delegationen, og derudover er der flere grønlandske virksomheder, som ikke direkte indgår i delegationen, ligesom der er flere af de virksomheder, som har licenser og opererer i Grønland, der også er her, fortæller Grønlands Erhvervs direktør Christian Keldsen til Sermitsiaq.AG.

Stor delegation

Med cirka 60 deltagere i alt er det en af de større grønlandske delegationer, som deltager på minemessen efter coronaens hærgen tilbage i 2020.

- Fra GE´s side oplever vi fortsat en stigende interesse for Grønland. Det er meget vigtigt, at man forstår den dynamik, der er i branchen og vigtigheden af at de efterforskningsprojekter, som er i gang og som Grønland tiltrækker har gode vilkår, så de kan føre deres efterforskning igennem, sikre sig finansiering og komme frem til et stadie med projektet, hvor det kan komme i drift som en mine, forklarer Christian Keldsen.

Søndag blev der holdt en paneldebat, hvor Naalakkersuisoq for Råstoffer Naaja Nathanielsen indgik i en dialog med Kerstin Jorna fra DG Grow under EU Kommissionen, Bo Lidegaard, Kaya Partners, og Ruben Shiffmann fra Greenland Resources.

Powered by Labrador CMS