GE: Bank understreger alvoren i fiskeriet

Eksporten kan komme i fare, og Grønland kan få et troværdighedsproblem internationalt, hvis man ikke sikrer et fiskeri, der forvaltes bæredygtigt. Det mener Grønlands Erhverv.

Brian Buus Pedersen: - Vi har i Grønlands Erhverv i årevis kæmpet for et bæredygtigt fiskeri i bred betydning. Gør vi ikke det sammen, så risikerer vi også at udsætte vores eksport for en risiko og at udsætte landet for et troværdighedsproblem
Offentliggjort

Grønlandsbankens beslutning om at smække pengekassen i over for jollefiskerne flugter med Grønlands Erhvervs ønsker om at få etableret et bæredygtigt fiskeri.

- Alvoren bliver virkelig understreget med Grønlandsbankens beslutning om at stoppe for finansieringen af jollefiskeriet, fastslår direktør Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv, over for Sermitsiaq.AG.

Kritisk bank

Grønlandsbanken er kritisk over for politikerne, der gang på gang blot har hævet kvoterne indenskærs langt over den biologiske anbefaling samtidig med, at man har udstedt mange flere fiskerilicenser.

Mandag sagde bankdirektør Martin Kviesgaard, Grønlandsbanken, at det var nødvendigt med en ny politisk kurs.

Brian Buus Pedersen fastslår, at Grønlands Erhverv i årrevis har kæmpet for og sagt meget højlydt, at fiskeriet skulle forvaltes bæredygtigt:

- Vi har i Grønlands Erhverv i årevis kæmpet for et bæredygtigt fiskeri i bred betydning. Gør vi ikke det sammen, så risikerer vi også at udsætte vores eksport for en risiko og at udsætte landet for et troværdighedsproblem, understreger direktøren for arbejdsgivernes interesseorganisation.

Seks krav

Han lister seks punkter op, som organisationen mener, der bør handles på:

  1. Sæt kvoterne ned, så de passer til den biologiske rådgivning
  2. Stop ukvotteret fiskeri
  3. Stop og reducer antallet af licenser
  4. Stop det olympiske fiskerig
  5. Indfør individuelt omsættelige kvoter (IOK).
  6. Gør fiskeriet økonomisk bæredygtigt for et passende antal jollefiskere, så vi kan opretholde et fiskerierhverv i Nordgrønland og beskæftigelse på fiskefabrikkerne.

Forudsætning

- Alle disse redskaber skal bruges til at gøre det indenskærs fiskeri efter hellefisk både biologisk og kommercielt bæredygtigt samtidigt. Begge dele er faktisk en forudsætning for at opnå et MCS-certificeret fiskeri, for hvis der ikke er noget fiskeri, så er der slet ikke noget at sætte det fine blå certifikat på, og det vil i SDG-sprogbrug være at kompromittere flere andre SDG-mål om økonomisk udvikling, udryddelse af fattigdom med videre, understreger Brian Buus Pedersen.

Powered by Labrador CMS