Forsøgsgartneri i Upernaviarsuk er klar med lokalproduceret fårefoder
Forsøgsgartneriet i Upernaviarsuk har netop plantet og dyrket de første mængder kålroer af sorten Globus, der er velegnet som tørfoder til får.
Kim Neider, der arbejder som gartner i Upernaviarsuk vest for Qaqortoq, har netop høstet den første omgang kålroer, der skal ende som fårefoder i Grønland.
Kim Neider driver forsørgsgartneriet i Upernaviarsuk, og har igennem tiderne forsøgt sig med at dyrke flere forskellige grøntsager af forskellige sorter.
- Nu er jeg begyndt at plante de første mængder kålroer af sorten Globus efter opfordring fra fåreholdere. Ud fra min udmelding på vores side kan jeg se, at flere fåreholdere også glæder sig over nyheden, siger Kim Neider til Sermitsiaq.AG.
Andre skal overtage faklen
Kim Neider oplyser, at han dyrker fårefoder som et forsøg.
- Vækstsæsonen af kålroerne er omkring 100 dage, og man får større udbytte foder på meget mindre arealer. Samtidig er det billigt at plante og nemt at dyrke. Det giver meget mere foder til får, fortæller Kim Neider.
Upernaviarsuk har et forsøgsgartneri, hvor der blandt andet dyrkes forskellige sorter af kål, kartofler og flere andre grøntsager. Gartneren oplyser, at dyrkningen altid er på forsøgsbasis.
- Jeg har forsøgt mig med at dyrke mange forskellige grøntsager og rodfrugter her. Jeg ser hellere, at andre tager over med dyrkning af specifikke sorter, for her hos os vurderer vi i første omgang, om der er udviklingspotentiale af dyrkningen lokalt, fortæller han.
God sæson
Selvom resten af landet har oplevet meget regn og tåge i sommeren, så har forsøgsgartneriet i Upernaviarsuk nydt flere varme og solrige dage. Kim Neider oplyser, at sæsonen har været bedre i forhold til sidste år, med god vækstperiode siden april.
- De sidste tre uger har især været varme, hvilket er meget godt for gartneriet. Vi har haft temperaturer på omkring 16 grader i skyggen, siger han.
Forsøgsgartneriet leverer råvarer til kokke i området og sælger også til private.